Fortsæt til indhold
International

Medvind til både Trump og Clinton i omstridt rapport

Eneste klare budskab i 500 sider lang rapport lyder, at tidl. FBI-direktør James Comey begik alvorlige fejl under valgkampen.

WASHINGTON - Både vinderen og taberen ved præsidentvalget i 2016 kan finde oprejsning i en 500 sider lang rapport fra det amerikanske justitsministerium, der anklager efterretningstjenesten FBI for at have begået alvorlige fejl under valgkampen.

Kritikken fra ministeriets generalinspektør nærmest regner ned over den tidligere direktør for FBI, James Comey. Han anklages for at have fejlbedømt situationen og handlet uden at konsultere ministeriet, da han få dage før valget genåbnede efterforskningen af Hillary Clintons e-mailsag.

Rapporten finder ikke belæg for at hævde, at Comey havde politiske bagtanker, selv om den demokratiske kandidat mener, at det kostede det hende valgsejren.

Trump har hele tiden hævdet, at FBI gjorde alt for at forhindre, at han blev præsident, og at efterretningstjenesten har arrangeret en sammensværgelse, der skal fjerne ham fra Det Hvide Hus.

Han gentog teorien, da han fredag besvarede spørgsmål fra journalister uden for Det Hvide Hus.

FBI vil lære af fejl

Men rapporten finder ikke belæg for at støtte påstanden om, at FBI som helhed handlede politisk. Derimod har flere e-mails, som tidligere har været offentliggjort, dokumenteret, at to FBI-ansatte, efterforskeren Peter Strzok og advokaten Lisa Page, lovede hinanden at gøre alt for at forhindre, at Trump blev præsident.

Efter offentliggørelsen sagde Trump, at han gjorde det amerikanske folk en stor tjeneste ved at fyre Comey i maj sidste år. Uanset at fyringen var medvirkende til udpegelsen af Robert Mueller som særlig undersøger af Trumps forbindelser til Rusland under valgkampen, en undersøgelse, som præsidenten siden har kritiseret for at være en heksejagt.

Selv om rapporten ikke tager stilling til Rusland-undersøgelsen, fastslog Trump, at rapporten renser ham for al mistanke og konkluderer, at han ikke har gjort noget forkert, og at han ikke samarbejdede med Rusland.

FBI’s nuværende chef, Christopher Wray, lovede på baggrund af rapporten, at tjenesten vil lære af sine fejl.

Artiklens emner
FBI