Kina har opsat missiler i omstridt øhav: Nu trækker USA invitation til militærøvelse tilbage
Trods løfter fra præsident Xi har Kina ifølge USA opsat missiler på omstridte øer i Det Sydkinesiske Hav.
SAN FRANCISCO – Det amerikanske forsvar har trukket en invitation til Kina tilbage om at deltage i en stor, international militærøvelse i næste måned som følge af utilfredshed med, hvad USA kalder Kinas fortsatte militarisering af øer i Det Sydkinesiske hav.
Efter ugers intern debat i Pentagon har forsvarsminister James Mattis konkluderet, at Kina ikke kan få lov til at deltage i juni-øvelsen, som afholdes hvert andet år.
Kina har de senere opbygget en række kunstige øer i regionen. Men det er den seneste udvikling, som har vakt vrede i Washington: Kina har nu opsat jord-til-luft missiler, antiskibsmissiler samt udstyr til at blokere kommunikation på Spratlyøerne, som både Kina, Filippinerne og Vietnam anser som værende en del af deres territorium. Kina har også placeret bombefly på øen Woody længere mod nord.
»Mens Kina har fastholdt, at opbygningen af øerne handler om at opretholde sikkerhed i relation til at kunne assistere med navigering, eftersøgning og beskyttelse af fiskebestanden og andre ikke militære funktioner, er opsættelsen af disse våbensystemer udelukkende til militær brug,« sagde Christopher Logan, en talsmand i det amerikanske forsvarsministerium, i en udtalelse.
Logan kaldte også Kinas aktiviteter et brud på et løfte fra Kinas præsident Xi til USA og verden.
»Vi har opfordret Kina til at fjerne militærsystemerne øjeblikkeligt og skifte kurs på militariseringen af de omstridte øer i Det Sydkinesiske Hav,« sagde han.
Øvelsen, som går under navnet Rimpac, involverer 27 lande. Der er politisk prestige i at være med. Kina har allerede været med nogle gange, hvilket har været med til at give landets voksende militære kræfter legitimitet, skriver Wall Street Journal.
På samme måde sender det et klart signal, at USA trækker invitationen tilbage. Ikke mindst fordi det har paralleller. Rusland blev udelukket fra øvelsen efter Moskvas annektering af Krim og fjendtlige indtrængen i det østlige Ukraine i 2014.
Kina er ifølge Pentagon orienteret om USA’s beslutningen, men har endnu ikke reageret.