Video: Dansk Kvindesamfund har delt amatørvideo på flere pornosider
Filmen skal være med til at sætte en stopper for hævnporno.
»Min ekskæreste ved ikke, at jeg har delt det her!«
Sådan lyder titlen på den amatør-pornofilm, som Dansk Kvindesamfund har indspillet i samarbejde med verdens tre største pornosider PornHub, YouPorn og Redtube, der tilsammen har mere end 100 mio. besøgende dagligt.
Det sker for at skabe opmærksomhed omkring hævnporno og de voldsomme konsekvenser, det har for ofrene.
»Samarbejdet er indgået for at opnå kontakt til en målgruppe, som vi ikke når ud til via vores egne platforme, og som ikke nødvendigvis opsøger viden om emnet hævnporno,« siger næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, Signe Vahlun.
Den indspillede amatør-pornofilm har dog en lidt anden afslutning end den, man normalt kender for filmgenren.
Kvinden i denne film bliver overtalt til at afklæde sig stykke for stykke, men pludseligt henvender hun sig til kameraet.
»Hvad fanden tror du, at du laver? Ja, jeg taler til den person, der kigger på det her.«
Med kampagnen #AskFirst ønsker Dansk Kvindesamfund at sende et klart budskab til brugerne af verdens tre største pornosider: Hævnporno skal stoppe.
At samarbejdet mellem en feministisk organisation og pornoindustrien hører sig til sjældenhederne, er Dansk Kvindesamfund udmærket klar over. Men det er omvendt et nødvendigt samarbejde.
»Hævnporno er så voldsomt et problem, og det ser ud til, at det kun er i stigning, så vi bliver nødt til at tage nogle utraditionelle midler i brug i forhold til at prøve at bekæmpe det,« siger Signe Vahlun til TV2.
På pornosiden YouPorn har samarbejdet med Dansk Kvindesamfund ført til, at den bl.a. har lanceret en særlig side, hvor der er mulighed for at anmelde krænkende indhold og få det fjernet hurtigere end hidtil.