Godtgørelse i Facebook-sag kan bane vejen for ofre for hævnporno
Det sociale medie står for en række irske søgsmål, mener advokat.
En retssag mellem en 14-årig pige og Facebook kan bane vejen for en række fremtidige sager, mener Paul Tweed, en irsk advokat og ekspert i bagvaskelse og privatliv.
Pigens advokater og Facebook har i denne uge indgået i et forlig, efter sagen var for den irske højesteret.
Paul Tweed mener især, at det har betydning, at Facebook og flere andre sociale medier har valgt at have europæisk hovedsæde i Dublin i Irland.
Det skriver The Guardian.
Der er ret mange på vej og dommen i den seneste sag fra sidste uge vil uden tvivl påvirke udfaldet i de kommende sagerPaul Tweed, irsk advokat og ekspert i bagvaskelse og privatliv
Den 14-årige pige lagde sag an mod det sociale medie, da et billede af hende havde floreret på en såkaldt "skamme"-side på Facebook. Billedet dukkede op af og til på de sociale medier mellem november 2014 og januar 2016. Tirsdag indgik pigens advokater og Facebook et forlig og blev enige om en fortrolig godtgørelse.
Paul Tweed fortæller, at han har modtaget en stribe henvendelser fra folk, der også påstår, at der florerer nøgenbilleder eller andre billeder af følsom karakter af dem, og som er blevet offentliggjort på Facebook og Twitter.
Dette er oveni en række sager, som i forvejen bliver behandlet på hans kontor i Belfast.
Og det har betydning, for sagerne ville netop blive behandlet i Irland, hvor Facebook, Twitter og flere andre sociale medier har europæisk hovedsæde.
»Fordi Facebook, Twitter og andre kæmper indenfor de sociale medier har deres europæiske hovedsæde i Dublin, så vil de fleste af sagerne også blive rejst i retten i Dublin. Der er ret mange på vej og dommen i den seneste sag fra sidste uge vil uden tvivl påvirke udfaldet i de kommende sager,« siger Paul Tweed.
Den 14-åriges advokater har bl.a. betegnet at godtgørelsen har rykket til kravene for, hvordan sociale medier som Facebook skal agere, når de møder uanstændig eller krænkende adfærd på deres medie.
Facebook siger selv, at det har udviklet nye teknologiske værktøjer til at hjælpe hævnpornoofre, og at mediet tager den type sager meget alvorligt.