Over hundrede hvaler døde på strand - kun fem overlevende tilbage
Der er risiko for, at de fem hvaler strander igen.
Store, mørke skikkelser i hobetal ligger lørdag morgen livløse i sandet på stranden ved Hamelin Bay på Australiens sydlige vestkyst.
Ud af de ca. 150 kortfinnede grindehvaler, der massestrandede på stedet mellem torsdag og fredag, er der nu kun fem overlevende - på trods af en massiv redningsindsats anført af Australiens Institut for Biodiversitet.
Fredag aften lykkedes det at flytte i alt seks hvaler, der stadig var i live, ud på dybere vand, men den ene strandede igen og måtte aflives. Man fortsætter desuden med at holde et vågent øje med strandkanten, for der er risiko for, at de fem andre hvaler kan få samme skæbne. Det har man tidligere set ved den slags massestrandinger.
Den største massestranding af hvaler i området var i 1996, hvor 320 langfinnede grindehvaler strandede nord for Hamelin Bay og døde.
Denne gang har over 100 personer - heriblandt mange frivillige - har deltaget i redningsarbejdet. Hvalerne vejer hver mellem et og fire ton, og det skaber visse udfordringerne for lokalsamfundet, der nu skal have fjernet de mange kadavere.
Desuden har hajer fået færten af det, der for dem lugter af en let tilgængelig tag selv-buffet, og har nærmet sig kysten. Derfor er der udsendt et hajvarsel for at få strandgæster til at holde sig ude af vandet.
Man er nu ved at indsamle dna-prøver fra de afdøde hvaler for at prøve at fastslå forskellige teorier om, hvad der får hvalerne til at strande.
Det er et fænomen, man i dag ikke har udtømmende viden om. Ifølge Naturhistorisk Museum Aarhus, er det især de hvalarter, der lever på dybt vand og er knyttet tæt til hinanden, der strander. Det er eksempelvis grindehvaler, kaskelotter og halvspækhuggere.
Én teori bag strandingerne er, at hvalerne ikke kender kystlinjen. En anden er, at der kan være tale om en fejl i deres navigation. En tredje teori er, at hvaler følger jordens magnetlinjer, sådan som man kender det fra fugle og havskilpadder. Har hvalerne denne sans, kan det forklare, hvordan de formår at finde vej over store afstande.
Teorien bakkes bl.a. op af, at man i Storbritannien har set mange strandinger netop der, hvor magnetlinjerne krydser kysten i rette vinkler.