Jihadister har bortført 13 piger og 7 drenge i Nigeria
Islamister stormer landsby i det nordøstlige Nigeria og bortfører børn. To personer er dræbt under angrebet.

Militante islamister har bortført 20 børn i det nordøstlige Nigeria, hvor et jihadistisk oprør har været i gang i et årti.
Det oplyser en klanleder og to lokale borgere fredag til nyhedsbureauet AFP.
To personer er dræbt under bortførelsen.
Angriberne kommer fra en organisation, der kalder sig Islamisk Stat i den Vestafrikanske Provins (ISWAP).
De stormede torsdag landsbyen Piyemi i delstaten Borno. Den nærmeste større by er Chibok.
13 piger og 7 drenge blev ført væk af jihadisterne. De er mellem 12 og 15 år gamle.
Angriberne var klædt i uniformer, og de havde skudt og plyndret butikker, mens de var i landsbyen.
En lokal embedsmand bekræfter, at der fandt et angreb sted, men vedkommende vil ikke udtale sig om bortførelserne
Det var i Chibok, at 276 skolepiger i 2014 blev bortført af militante militsfolk fra organisationen Boko Haram. De slap alle fri efter flere år, da Nigeria løslod en række fængslede jihadister.
/ritzau/