Gadaffis søn kan alligevel stille op som præsidentkandidat
Når Libyen skal til valg, er søn af den tidligere mangeårige leder i Libyen Muammar Gaddafi på stemmesedlen.
Saif al-Islam Gaddafi, som er søn af Libyens mangeårige, nu afdøde leder Muammar Gaddafi, får alligevel lov til at stille op som kandidat til præsidentvalget i landet.
Det har en libysk domstol besluttet torsdag.
Valgkommissionen nægtede først den 49-årige søn at stille op som kandidat ved valget den 24. december med henvisning til, at han var tidligere dømt.
Men den beslutning er således blevet omgjort torsdag ved en appeldomstol i den sydlige by Sabha.
Netavisen The Libyan Observer viser torsdag aften billeder af Saif al-Islams tilhængere, der jubler foran retssalen.
Saif al-Islam er et af de mest prominente navne, der stiller op til valget.
Men analytikere er langtfra sikre på, at han vil være særligt populær blandt landets befolkning.
Mange husker stadig Muammar Gaddafis lederskab som særdeles brutalt og anser ham for at have været en diktator.
Saif al-Islam var en af sin fars nærmeste medarbejdere.
Gadaffi blev dræbt af oprørere, efter at Nato-støttede oprør brød ud i Libyen i 2011.
Saif al-Islam blev fanget af oprørere i 2011, og fire år senere blev han dømt til døden ved en domstol i Tripoli.
Han blev dog løsladt i juni 2017, men har i størstedelen af det seneste årti forsøgt at holde sig væk fra offentlighedens søgelys.
Han er også eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol (ICC).
Valget senere denne måned er Libyens første direkte præsidentvalg og kommer som led i FN’s bestræbelser på at få skabt fred i det nordafrikanske land.
Blandt andre kandidater til præsidentposten er militærlederen Khalifa Haftar. Også premierminister for overgangsregeringen Abdulhamid al-Dbeibah og parlamentsformand Aguila Saleh stiller op.
/ritzau/dpa