Fortsæt til indhold
Afrika

Hun opfordrer til sex for at redde liv

Kampagnen er skabt i kampen for at mindske hiv-infektionen hos piger i Sydafrika.

Den svenske sangerinde Zara Larsson opfordrer unge til at »have sex og redde liv«. Hun er frontperson i en kondomkampagne, der samler ind til et hiv-projekt i Sydafrika.

Det er kondomproducenten Durex og aids-organisationen (RED), der er gået sammen om kampagnen, hvor al overskud fra salget af et særligt type kondom, går til kampen for at mindske hiv-infektionen hos piger ved at de kommer på skolebænken. Det er også meningen at kampagnen skal øge fokus på vigtigheden af sikker sex.

»Kampagnen øger opmærksomheden på at vi alle kan beskytte os selv ved at have sikker sex og samtidig, at vi skal deltage i kampen mod aids, ved at hjælpe piger i Sydafrika, som virkelig har brug for vores støtte,« siger Zara Larsson til den britiske avis The Telegraph.

Det anslås, at over syv millioner er smittet med hiv i Sydafrika, og på verdensplan er op imod 37 millioner mennesker smittede. I Danmark skønner man, at der lever cirka 6.200 mennesker, som er smittet af hiv.

Kondomer er den mest effektive måde at sikre, at hiv ikke bliver overført under samleje. Alligevel så er brugen af kondom i Sydafrika meget lav.

The United Nations estimerede i 2016, at under 10 procent af de sydafrikanske kvinder beskyttede sig selv mod hiv og andre kønssygdomme ved hjælp af kondom. Til sammenligning brugte 25 procent af danskerne i 2016 kondom som præventionsmiddel, viser tal fra Sundhedsstyrelsen.

Udover overskuddet fra salget, så har Durex indgået en aftale om mindst at donere fem millioner dollars til Sydafrikas »Keep Girls in School-program«.

Ligeledes donerer verdens største humanitære organisation Bill and Melinda Gates Foundation, der er stiftet af grundlæggeren af Microsoft Bill Gates og hans hustru, også fem millioner dollars, skrive The Telegraph.