Ny undersøgelse: Halvdelen af danskerne ved ikke, hvornår de må køre over for gult
Manglende enighed om færdselsloven kan skabe farlige situationer i trafikken, påpeger skadedirekør.
Hver anden bilist ved ikke, hvornår det er i orden at køre over for gult lys i trafikken.
Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring.
Ifølge bekendtgørelse om vejafmærkning betyder gult lys stop, ligesom rødt lys gør det. Det er kun tilladt at køre over for gult, hvis det skaber en farlig situation, at man bremser.
Henrik Sagild, der er skadedirektør i Gjensidige Forsikring, mener, at det er problematisk, at der er manglende enighed om færdselsloven.
»Vi ser desværre en del skader på både biler og personer, som skyldes trafikulykker i lyskryds. Derfor er det et problem, at der ikke er bred enighed om, hvordan man skal reagere, når lyset er gult. Det går hurtigt i trafikken, og der er ikke plads til, at vi tolker reglerne på forskellige måder,« udtaler han i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen viser, at hver tredje adspurgte tror, at man aldrig må køre over for gult lys. Ifølge Henrik Sagild kan dét skabe lige så farlige situationer.
»Mange af de skader, vi ser, kommer fra såkaldte indhentningsulykker. Det vil sige situationer, hvor en eller flere trafikanter kører op bagi en forankørende bil, der bremser op. Derfor er det vigtigt, at reglerne bliver overholdt, og alle følger de samme regler,« lyder det fra skadedirektøren.
Når bilister vælger at køre over for gult lys, selvom de burde have bremset, kan det få betydning for alle, der færdes i trafikken.
»Det er et problem for alle i trafikken, både bilister, cyklister og fodgængere, når reglerne ikke bliver overholdt, og det kan være udtryk for en egoistisk kørestil, hvis man ikke stopper, når man skal. Det kan nemlig give farlige situationer og gøre det svært for andre trafikanter at komme ud af lyskrydset i tide, hvis eksempelvis modkørende ikke holder tilbage, når de skal,« siger Henrik Sagild.
Nedenfor kan du se, hvordan de 1.116 adspurgte danskere svarede på spørgsmålet vedr. gult lys.
| Hvornår må man køre over for gult i bil? | |
|---|---|
| Kun hvis jeg kan nå over inden det skifter til rødt | 10 pct. |
| Hvis jeg når ind i lyskrydset, mens det er gult | 30 pct. |
| Hvis det skaber en farlig situation, hvis jeg bremser | 51 pct. |
| Hvis der er få eller ingen trafikanter i krydset | 1 pct. |
| Man må aldrig køre over for gult | 30 pct. |