Fortsæt til indhold
Indland

Mor til dræbt 16-årig: »Mit hjerte er revnet«

Moren til den dræbte Servet Abdija kan ikke forstå, hvorfor man er gået direkte efter hendes søn.

Moren til den kun 16-årige Servet Abdija, der mandag aften blev dræbt af skud foran sin bopæl i København, fortæller til Ekstra Bladet, at hun selv fik øje på sin dræbte søn nede på gaden.

Servet Abdijas mor, Nevrije Abdija, havde skrevet til sin søn, at han skulle være hjemme inden kl. 21:00, og den 16-årige havde mandag aften skrevet til sin mor, at han var på vej.

»Jeg hører godt nogle skud, men jeg er den dag for træt til at rejse mig og se, hvad der sker. Så ringer min veninde til mig og siger, at der er en masse politi ude foran min opgang. Jeg går ud på altanen og kigger ned. Der er blod. Jeg kan genkende ham på hans tøj. Det er min søn det der,« siger Nevrije Abdija til Ekstra Bladet.

Hun fortæller, at Servet var et ønskebarn - parrets eneste - og hun kan ikke forstå, hvorfor man er gået direkte efter ham.

»Han var mit eneste barn. Mit hjerte er revnet. Han var min eneste,« siger hun.

Ifølge Nevrije Abdija havde hendes søn ingen dårlige bekendtskaber. Han var netop blevet erklæret egnet til gymnasiet, han passede sin skole og drømte om at blive politmand.

Servet Abdija blev mandag aften dræbt af mindst seks skud affyret på klos hold. Københavns Politi har oplyst, at to, tre eller fire unge passede ham op, affyrede våbnet og stak af. Ikke langt derfra ventede en mørk bil angiveligt på de unge.

Skudepisoden fandt sted foran Servet Abdijas egen opgang, hvor han boede med sine forældre, der er albanere fra Makedonien.

Københavns Politi mangler fortsat et motiv for drabet på den unge dreng og har imidlertid spurgt offentligheden om hjælp i efterforskningen. Onsdag offentliggjorde politiet - med tilladelse fra Servet Abdijas forældre - et billede af og det fulde navn på den 16-årige.

Københavns Politi efterlyser vidner, der har set 16-årige Servet Abdija i tiden op mod drabet af ham mandag aften. Foto: Københavns Politi

Man ønsker fortsat at komme i kontakt med folk, der har set ham i tiden op til drabet omkring kl. 21:05 mandag aften.

Københavns Politi er desuden overbevist om, at der er unge, som endnu ikke er kommet med frem med vigtig viden i sagen.

»Det kan godt være, at nogle er forskrækkede og bange, men vi vil meget stærkt anmode om, at man henvender sig. De unge må eventuelt tale med deres forældre og gå til politiet,« har efterforskningsleder Hans Erik Raben tidligere udtalt.