Fortsæt til indhold
Indland

Politiet i appel til befolkningen: »Har du set Servet op til drabet?«

Københavns Politi offentliggør nu foto og navn på den 16-årige dreng, der mandag aften blev dræbt af skud.

Københavns Politi offentliggør nu det fulde navn og et foto af den 16-årige dreng, der mandag blev dræbt af skud uden for sin bopæl i Ragnhildgade i København.

Politiet ønsker at komme i kontakt med folk, der har set den 16-årige Servet Abdija i tiden op til drabet omkring kl. 21.05 mandag aften og offentliggør altså derfor både drengens fulde navn og et foto af ham - med tilladelse fra Servet Abdijas forældre.

»Selv om vi også har en række andre spor at arbejde med, så er det vigtigt, at vi hører fra alle vidner i denne sag. Så kontakt politiet - vi sidder klar ved telefoner,« udtaler efterforskningsleder Hans Erik Raben i pressemeddelelsen.

Københavns Politi har tidligere udtalt, at man er overbevist om, at der er unge, som endnu ikke er kommet med frem med vigtig viden i sagen.

Hans Erik Raben har bl.a. sagt, at »der er nogen, der ved noget.«

»Det kan godt være, at nogle er forskrækkede og bange, men vi vil meget stærkt anmode om, at man henvender sig. De unge må eventuelt tale med deres forældre og gå til politiet,« har Hans Erik Raben tidligere udtalt.

Servet Abdija blev mandag aften dræbt af mindst seks skud affyret på klos hold. Københavns Politi har oplyst, at to, tre eller fire unge passede ham op, affyrede våbnet og stak af. Ikke langt derfra ventede en mørk bil angiveligt på de unge.

Skudepisoden fandt sted foran Servet Abdijas egen opgang, hvor han boede med sine forældre, der er albanere fra Makedonien. Han var parrets eneste barn og er af politiet blevet beskrevet som en dreng, der levede et stille og roligt liv.