Fortsæt til indhold
Indland

En sort dag for sorte næsehorn: Sjælden unge fundet død i Ree Park

Næsehornet Shaya blev kun lidt over to måneder gammel.

Det lille næsehorn Shaya vakte stor glæde, da hun for lidt over to måneder siden kom til verden i Ree Park på Djursland.

Men nu er parken ramt af tilsvarende stor sorg. Mandag morgen fandt man nemlig den helt særlige næsehornskalv død. Det meddeler Ree Park på Facebook.

https://www.facebook.com/reepark/posts/10155145697229163

I parken vurderer man, at et slag eller spark har kostet ungen livet. Det sorte næsehorn blev i løbet af søndag sløj og blev undersøgt grundigt af både dyrlæge og dyrepasser.

I første omgang troede man, næsehornet havde fået forstoppelse, men ved nærmere eftersyn var det tydeligt at ungen havde pådraget sig et slag eller spark bag det venstre forben ind i brystkassen, skriver parken.

Shaya blev behandlet med smertestillende og antiinflammatoriske præparater og slutteligt boostet med væske og sukker, hvorpå hun fik det bedre og sluttede sig til sin mor for at die under opsyn af parkens dyrpassere.

Mandela får lillesøster: Et sort næsehorn er blevet født i Ree park

Men mandag morgen måtte man konstatere, at Shaya ikke havde klaret den gennem natten. En foreløbig obduktion har vist, at de fysiske skader formentlig har været for stor en mundfuld for hendes nyrer, skriver parken, der nu har sendt prøver af sted for at få kastet mere lys over dødsårsagen.

Det, der gjorde Shaya det sorte næsehorn til noget særligt, var, at hun var blot ét eksemplar af 5.000 i verden. Sorte næsehorn er truet af krybskytter på grund af de høje priser for deres horn, og fødslen af det sjældne eksemplar fik også Ree Park til at skærpe sikkerheden i parken for at undgå netop krybskytter, der skulle finde på at dræbe dyrene for at skære hornene af.

I 2015 kunne 1 kg horn indbringe ca. 380.000 kr. på det sorte marked. Hornene er især populære i Asien, hvor de anvendes i knust form i medicin.

»Bashira (Shayas mor, red.) går lige nu og kalder lidt på sin unge, men vil i løbet af kort tid lægge ”strategien om” og komme i brunst igen, og vi håber så på, at hun hurtigt vil lade sig parre af parkens næsehornstyr Thabo. En rigtig sort dag for de sorte næsehorn i Ree Park,« skriver parken.

Den syvårige Bashira er mor til Shayas storebror Mandela, som er ca. 2,5 år gammel. Ree park, der som den eneste zoo i Skandinavien har arten, har nu fire eksemplarer tilbage - tre hanner og en hun.

Artiklens emner