Ree Park frygter krybskytter og skærper sikkerheden efter sjælden næsehornsfødsel
Tidligere er et næsehorn blevet skudt og angrebet i fransk zoo.
Mange forældre kan nok tilslutte sig følelsen af, at en fødsel først indvarsler en altopslugende glæde, derefter en tilsvarende frygt og bekymring.
Netop den fase gennemlever personalet i Ree Park på Djursland i øjeblikket, efter et sort næsehorn blev født i løbet af ugen.
For næsehornet er ét af 5.000 i verden, da sorte næsehorn konstant er truet af krybskytter på grund af de høje priser for deres horn.
I 2015 kunne et kilo næsehorn sælges for omkring 380.000 kroner på det sorte marked. Særligt i Asien er hornene populære, hvor de blandt andet bruges i knust form som traditionel medicin.
Mandela får lillesøster: Et sort næsehorn er blevet født i Ree park
Derfor har Ree Park besluttet sig for at skærpe sikkerheden i parken for at undgå, at krybskytter vil dræbe næsehornene og skære hornene af.
Det fortæller direktør Jesper Stagegaard til TV2 Østjylland.
Han vil ikke forklare, præcist hvilke sikkerhedsforanstaltninger parken har taget, men slår fast, at »vi har sikret vores på stalde på en sådan måde, at det godt kan blive en ubehagelig overraskelse at gå i dem efter lukketid«.
Ree Park afviser samtidig at fjerne næsehornenes horn for at mindske risikoen for, at kriminelle vil forsøge at få fat i dem.
Senest blev et hvidt næsehorn skudt i den franske zoo Thoiry zoo omkring 50 kilometer vest for den franske hovedstad, Paris.
Det skete i marts, hvor ukendte gerningsmænd siden savede hornet af det døde dyr.
Det var angiveligt første gang, at et næsehorn i Europa er blevet angrebet og dræbt i fangenskab.
Ree Park har nu i alt fem sorte næsehorn, som består af tre hanner og to hunner, efter den nyfødte hunkalv blev født.
Det nyfødte næsehorn kommer til at hedde Mandela.