Politikere kræver en ny undersøgelse af havneskandale
Flere partier i Vejle Byråd kræver nu en undersøgelse af bestyrelsens og revisionens ansvar i sag om Vejle Havn. Borgmester afviser kritikken.
Der er igen ballade på Rådhuset i Vejle i en sag om den kommunale selvstyrehavn Vejle Havn.
Torsdag offentliggjorde havnen efter en afgørelse fra Folketingets Ombudsmand en hemmeligholdt rapport, der sender en hård kritik mod den tidligere havnebestyrelse for deres rolle i en sag om privatlignende indkøb, turistlignende rejser og muligt overforbrug.