Kraftig vind på vej: Onsdag kan blive særdeles blæsende
Især den sydlige del af landet kan forvente kraftig vind.
»Det er meget tæt på, at vi går ud med en risikomelding for dette her,« lød det mandag eftermiddag fra vagthavende meteorolog hos DMI Martin Lindberg.
Han havde kigget nærmere på vejrudsigten for de kommende dage og fortalte, at det meste af landet onsdag ser ud til at blive ramt af af både regn og blæst, når et lavtryk fra Nordsøen sig mod øst og nordøst hen over det nordlige Danmark.
Det kan give hård sydvestlig kuling med stedvis vindstød af stormstyrke syd for lavtrykket.
Selvom det kan lyde som typisk efterårsvejr, er det ikke så almindeligt, fortalte Martin Lindberg, som opfordrede til, at folk i det sydlige Danmark fik stillet løse effekter indenfor.
I eftermiddagens prognose for onsdag lød det nemlig, at der i den sydlige del af landet kunne komme vindstød på op mod 20-30 m/s.
»Det er for tidligt i september. Den slags vejr hører mere til slutningen af oktober og november. Det ser ikke ud til at blive en rigtig storm, men jeg har ikke oplevet så kraftig vind så tidligt i september. Det kan jo være farligt med alle de ting, folk har ude i haverne, så det er vigtigt af følge med,« sagde han.
DMI's foreløbige femdøgnsudsigt varsler om, at der fra onsdag formiddag kan forekomme kuling med vindstød af stormstyrke på Fyn, i Syd- og Sønderjylland, Bornholm, Lolland Falster, Sydsjælland, Nordvestsjælland, Sydvestsjælland, Stevns, Odder, Trekant området, Samsø, Horsens, Hedensted og Ringkøbing-Skjern.
I en opdateret prognose fra DMI kl. 17.45 lyder det dog, at det fortsat er usikkert, hvor kraftig vindstyrken bliver, og hvilken bane lavtrykket tager.
»Onsdag formiddag blæser det op til kuling fra syd og sydøst, men det er først fra sidst på eftermiddagen eller mod aften når vinden drejer til sydvest og vest, at de sydlige egne får vindstød af stormstyrke, og det det ser ud til at det bliver Vadehavet i Sønderjylland, der får den kraftigste vind,« skriver vagtchef hos DMI, Frank Nielsen.