Fortsæt til indhold
Indland

Prins Henriks sygdom ændrer ikke på begravelsesplaner

Beslutningen om ikke at blive begravet i Roskilde Domkirke er ikke af nyere dato.

Hoffet meddelte onsdag, at den 83-årige prins Henrik lider af demens.

Det skete efter en sommer, hvor der er blevet spekuleret en del i prinsens udtalelser og hans helbred - særligt efter han i august meddelte, at han ikke ønsker at blive begravet ved siden af dronning Margrethe i Roskilde Domkirke.

Diagnosen ændrer ikke på prins Henriks begravelsesplaner. Det oplyser kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, til TV 2.

»Prins Henriks sygdom ændrer ikke på beslutningen om begravelsen. Det er vigtigt at holde tingene adskilt. Prinsens beslutning er ikke af nyere dato,« siger hun til mediet.

Det er et specialistteam ved Rigshospitalet, der har stillet diagnosen efter et længere udredningsforløb og senest en række undersøgelser foretaget i løbet af sensommeren, oplyste kongefamilien onsdag.

Prins Henrik og hoffet har endnu ikke uddybet over for offentligheden, hvor prinsen i stedet ønsker at blive begravet.

Udmeldingen om begravelsesplanerne kom den 3. august. Lene Balleby oplyste i den forbindelse til Jyllands-Posten, at det skyldtes »prinsens utilfredshed med sin status og stilling i monarkiet«.

I Billed-Bladet og Se og Hør blev der efterfølgende bragt interviewuddrag med prinsen, hvor han rettede opsigtsvækkende kritik af dronning Margrethe. Han understregede, at han vil tituleres kongegemal og ikke prins.

Kongefamilien har tidligere meddelt, at den respekterer prinsens ønske om at blive begravet et andet sted. Kronprins Frederik har dog udtalt, at han er ked af sin fars beslutning.

»Jeg har kun det at sige, at jeg er rigtig ked af min fars beslutning på rigtig mange områder. Mere kan der ikke siges om den her sag på nuværende tidspunkt,« sagde han i august.

Hoffet har onsdag oplyst, at prins Henriks sygdom bl.a. indebærer en svækkelse af prinsens kognitive funktionsniveau, og at der nu vil blive taget stilling til prinsens protektorater og æreshverv.

»Omfanget af de kognitive svigt er ifølge Rigshospitalet større end forventeligt for prinsens alder og kan ledsages af forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen,« står der.