Tandlægeforeningen har hjulpet landets største tandlægekæde på vej
Tvivlsomme kontrakter er udarbejdet med hjælp fra Tandlægeforeningen.
Landets største tandlægekæde, Tandlægen.dk, bliver nu også draget ind i sagen om tandlægekæders mulige snyd med offentlige midler.
Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af kædens kontrakt, og flere elementer peger i retning af, at tandlægeoverenskomsten ikke er overholdt, lyder vurderingen fra eksperter.
Ifølge overenskomsten må en tandlæge højest eje to klinikker, og han skal have den bestemmende indflydelse.
Tandlægen.dk’s kontrakter er skruet sammen således, at der – når kæden opkøber en klinik – bliver etableret et interessentskab, hvor kæden har et ejerskab på 49 pct., mens den sælgende tandlæges ejerskab er 51 pct.
Det er en illusion, at tandlægen i sidste ende har den bestemmende indflydelse.Paul Krüger Andersen, professor emeritus ved Aarhus Universitet
Men trods majoriteten til tandlægen har han ikke den bestemmende indflydelse, lyder vurderingen fra to eksperter, som har gennemgået kontrakten.
»Det er en illusion, at tandlægen i sidste ende har den bestemmende indflydelse,« siger Paul Krüger Andersen, professor emeritus ved Aarhus Universitet.
Hanne Søndergaard Birkmose, professor i selskabsret ved Aarhus Universitet, når frem til samme konklusion:
»Ud fra de interessentskabsretlige principper og ordlyden er det min vurdering, at den bestemmende indflydelse ikke ligger hos tandlægeinteressenten, uanset at denne har en ejerandel på 51 pct.,« siger hun.
Jyllands-Posten har tidligere på sommeren kunnet fortælle, at også tandlægekæderne Dentist.dk og Godt Smil har designet kontrakter, som ifølge eksperter er i strid med overenskomsten.
Mails afslører
Tandlægeforeningen, der tildeler ydernumre, har i hele forløbet forklaret, at den – når den behandler ansøgninger om ydernumre – ikke forholder sig til kædernes kontrakter, men kun til vedtægterne.
En mailkorrespondance, som Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af, viser dog, at Tandlægeforeningen også har forholdt sig til Tandlægen.dk’s kontrakt.
Tandlægeforeningen – der tidligere har advaret markant mod tandlægekæderne, da »patienterne ikke (kan, red.) være sikre på, at behandlingsforslag alene beror på en tandlægefaglig vurdering« – har i en mail til Tandlægen.dk beskrevet, hvordan ordlyden i syv punkter i interessentskabskontrakten bør korrigeres »hvorefter ansøgningen om ydernummer vil blive fremmet herfra«.
Tandlægeforeningen ønsker ikke at stille op til interview, men kommunikationschef Claus Jørgensen skriver i en mail:
»I forbindelse med selve ydernummertildelingen forholder vi os alene til selskabets vedtægter.«
Om eksperternes vurdering af kontrakterne siger adm. direktør i Tandlægen.dk Thomas Wallin:
»Vi er ikke enige i kritikken af vores kontrakter. Vi har fået rådgivning fra meget dygtige advokater og revisorer for at sikre os, at vores aftaler overholder alle regler.«