SAS-medarbejder blev bortvist for joke på Facebook
Medarbejderen står nu til at få en erstatning.
Det kostede en tidligere medarbejder hos SAS jobbet, da han under en ferie gjorde sig morsom på Facebook.
»Har købt 3 kartoner smøger. Og skal bruge en til at tage de 2 igennem tolden,« skrev medarbejderen ifølge Fagbladet 3F på det sociale medie.
Uheldigvis læste chefen med og tolkede opslaget som om, at medarbejderen opfordrede kollegaerne til at hjælpe ham med at smugle cigaretter.
Det førte til en bortvisning, men det var en fejlvurdering, er det netop blevet slået fast i Københavns Byret, hvor manden forklarede, at opslaget kun var ment som en joke.
Den tidligere medarbejder, som er medlem af HK/Privat, kan nu se frem til en erstatning af ukendt størrelse - men ikke til at få sit job tilbage. Dommen i Københavns Byret er desuden blevet anket, og derfor har SAS ikke ønsket at kommentere sagen.
Det kan være svært at navigere i, hvad man som ansat må skrive, selvom medarbejdere - ligesom alle andre - er omfattet af grundlovens bestemmelse om ytringsfrihed.
Dansk Erhverv anbefaler generelt, at virksomheder overvejer at udarbejde en politik for medarbejdernes brug af sociale medier.
»Medarbejdere er nemlig under ansættelsen omfattet af en loyalitetspligt, som kort fortalt indebærer, at medarbejderen ikke må have en adfærd, der kan skade virksomheden. Loyalitetspligten gælder ikke alene i arbejdstiden, men også i medarbejderens fritid. Derfor skal medarbejderen også overholde sin loyalitetspligt i forbindelse med f.eks. statusopdateringer,« skriver Dansk Erhverv.