Fortsæt til indhold
Indland

Gymnasier går sammen og indfører nye regler for at bekæmpe vild druk blandt elever

11 gymnasier i hovedstadsområdet har skrevet under på et nyt kodeks.

Flere unge gymnasieelever blev sendt på hospitalet, mens forældre og lærere med forargede, bekymrede miner fulgte med i de store fester i Dyrehaven nord for København, der vakte opsigt for præcis et år siden.

Nu reagerer 11 gymnasier i hovedstadsområdet ved at gå sammen og sende et klart signal til deres elever.

Med et nyt, fælles kodeks skærper de reglerne for elevernes alkoholforbrug under blandt andet introfester og studieture.

Det skriver DR Nyheder.

Blandt gymnasierne er Ørestad Gymnasium og Espergærde Gymnasium, der håber at endnu flere skoler vil tilslutte sig initiativet i fremtiden.

Det bliver blandt andet overvejet på flere fynske gymnasier i øjeblikket, ifølge DR.

Gymnasierne vil efter planen lægge kodekset ud på deres hjemmeside, så holdningen til alkohol bliver tydelig for enhver.

Hos interesseorganisationen Alkohol og Samfund glæder man sig over initiativet, særligt fordi det sker i samarbejde med flere gymnasier.

Det betyder, at »det er den samme type fest, eleverne møder, uanset hvilket gymnasium man tager til fest på« ifølge direktør Peter Konow.

Sidste års fest i Dyrehaven førte til, at 180 deltagere måtte forbi Dyrehavens samaritter efter at have indtaget alkohol og stoffer. 14 personer endte på hospitalet - heraf var en person i livsfare, da pågældende havde en promille på fire.