Lyn, oversvømmede veje og over 40 millimeter regn: Danmark blev ramt af kraftigt uvejr
Både på Sjælland og i Jylland blev der søndag målt store mængder nedbør.
Det var i Sønderjylland, man først fik det voldsomme uvejr at mærke søndag.
Lige før middag var to huse i området blevet ramt af lyn.
»Lyn slået ned i 2 huse - heldigvis uden alvorlige skader,« oplyste Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Kort efter havde regnen bredt sig til Fyn, hvor en privat vejrstation havde målt 24 millimeter regn inden for kort tid.
DMI havde udsendt varsel om kraftig regn og skybrud i det meste af landet.
De lokale skybrud ramte primært Roskilde og Køge, mens »ganske mange steder« ifølge vagthavende Frank Nielsen oplevede kraftig regn.
I Køge fik man for eksempel 17,8 millimeter regn på 30 minutter og tæt på 40 millimeter i løbet af hele dagen.
Også i København, Silkeborg og Viborg nåede man op omkring 40 millimeter nedbør, mens det toppede i Roskilde og Holbæk, der fik henholdsvis 41,7 og 43,8 millimeter.
Det oplyser DMI på Twitter.
Flere steder måtte beredskabet rykke ud til overfyldte kloaker og oversvømmede veje.
Det gjaldt blandt andet Midt- og Sydsjællands Brand & Redning, der rykkede ud til Østre Ringvej i Ringsted og flere andre veje i området.