Kaninejere bliver opfordret til at passe på: Smitsom sygdom har en dødelighed på 90 procent
Der er blevet oprettet karantænezoner fem steder i landet.
En smitsom, yderst farlig sygdom har spredt sig blandt danske kaniner.
Derfor bliver ejere opfordret til at tage en række forholdsregler for at undgå at viderebringe virussen.
Veterinærinstituttet på DTU har testet to kaniner, der begge var positive i forhold til kaninsygdommen type 2 gulsolt, skriver DR Nyheder.
»Dødeligheden er på 90 procent. Det er en virus, så den kan ikke behandles«, siger dyrlæge og chefkonsulent hos DTU Mariann Chriél til mediet.
Der er blevet oprettet karantænezoner fem steder i landet på grund af sygdommen, hvor kaniner skal undgå al kontakt med andre kaniner, skriver TV2.
Det strækker sig fra Esbjerg til Gammel Holte og dækker blandt andet fra København til Køge, Roskilde og Taastrup.
Karantænen bliver opretholdt i 40 dage.
Folk bliver opfordret til at lade være at klappe andre folks kaniner, da sygdommen blandt andet skan smitte gennem dyrenes pels.
Derudover kan smitten blive overført gennem kaninernes blod, afføring og urin.
Kaniner kan blive vaccineret mod virussen.
Symptomerne er blandt andet nedsat eller ingen appetit, blodigt udflåd fra næsen, kramper og pludselig død uden forudgående symptomer.
Mennesker kan ikke blive smittet af sygdommen, men bære bakterierne videre.
I fjor døde cirka 10.000 vildkaniner på Bornholm og Endelave på grund af sygdommen.
Sygdomsudbruddet har indtil videre ført til, at to arrangementer er blevet aflyst, henholdsvis dyrskuet ”Børn og Dyr” ved Haslev og et kaninstævne i Ringsted.