Kraftig regn og torden kan ramme dele af Danmark
Det meste af landet får en våd start på dagen, men regnen er mest vedvarende i den sydlige halvdel af landet.
Der er ingen grund til at pakke paraplyen væk, for fredag er der lagt op til en våd begyndelse på fredagen - navnlig hvis man opholder sig i den sydlige del af Danmark.
Danmark ligger i zonen mellem den varme luft over Østeuropa og køligere luft over Vesteuropa og Skandinavien, hvori der dannes regn- og tordenbyger, der kan give risiko for kraftige, lokale byger, lyder det i DMI's seneste prognose fra natten til fredag.
På kortet herunder kan du se, hvor DMI spår om hhv. voldsomt vejr (det gule område) og risiko for voldsomt vejr (det blå område) med mulighed for kraftig regn og torden. Varslet gælder Fyn, Bornholm, Lolland Falster, Sydsjælland, Sydvestsjælland, Stevns, Køge Bugt, Sønderjylland, Ringsted og Kolding, hvor der altså kan falde mellem 25 og 35 mm regn på 6 timer og måske høres tordenbulder.
»Et lavtryk over det nordvestlige Polen bevæger sig mod nordøst, og vil det meste af fredag befinde sig over Østersøen lidt øst for Bornholm. Tilhørende fronter med regn og byger, bevæger sig i nat og i morgen, over især den sydlige og østlige del af landet, og regnen bliver efterhånden mere sammenhængende. Luftmassen er meget ustabil og der kan dannes regn- og tordenbyger, i det meste af landet, og mere vedvarende regn i den sydlige halvdel. Regnen varer det meste af fredagen, og der kan forekomme store lokale variationer i nedbørsmængden,« skriver meteorolog Frank Nielsen i prognosen.
Kraftig regn betyder, at der falder mere end 24 mm nedbør på 6 timer. Men selvom bygerne kan blive kraftige, forventer DMI ikke over 15 mm nedbør på 30 minutter, hvilket kendetegner et skybrud.
Kraftig regn medfører dog fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter (akvaplaning) og nedsat sigtbarhed.
Varslet gælder foreløbigt indtil fredag eftermiddag kl. 14.