Fortsæt til indhold
Indland

Minister kræver ekstra kontrol med tandlægekæder

Der er behov for et særligt fokus på de tandlæger, som er en del af en kæde, mener sundhedsministeren.

Tropperne i Styrelsen for Patientsikkerhed skal øge opmærksomheden på de tandlæger, der er en del af en kæde.

Det sker, efter at Jyllands-Posten i søndags kunne afsløre, hvordan tandlægekæden Dentist.dk med en hidtil ukendt manøvre har opkøbt 20 klinikker og samtidig fastholdt millioner i sygesikring.

»Jeg har – på baggrund af Jyllands-Postens artikler – bedt Styrelsen for Patientsikkerhed om at være ekstra opmærksom på tandlæger, der er en del af en kæde – og føre tilsyn der, hvor det skønnes nødvendigt,« lyder det fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

For at kunne modtage offentlig sygesikring må en tandlæge ifølge overenskomsten maksimalt eje to klinikker, og her skal han have den bestemmende indflydelse. Men Dentist.dk har lavet en konstruktion, hvor kæden opkøber klinikker af tandlæger for herefter at sælge dem tilbage for et væsentligt lavere beløb – men med en fortrolig aftale om, at tandlægens selvstændighed kraftigt reduceres.

Flere eksperter såede i Jyllands-Posten søndag tvivl om lovligheden i konstruktionen, ligesom Tandlægeforeningen udtrykte bekymring for, at tandlægekæderne fokuserer mere på profit end faglighed. Det kalder på en redegørelse, mener ministeren.

»Alle aktører skal selvsagt leve op til reglerne, og det er hverken i tandlægernes, regionernes eller – vigtigst – i patienternes interesse, at der udtales tvivl om, om de konstruktioner, der ligger bag tandlægepraksisserne, er gyldige. Derfor vil jeg bede Danske Regioner og Tandlægeforeningen om at redegøre for, om de sager, der har været omtalt i pressen, er i tråd med de regler og den overenskomst, der er aftalt på området,« lyder det fra ministeren.

Hos Dentist.dk er der forståelse for ministerens ageren:

»Der er et behov for at få afklaret ejerskab i tandlægekæderne én gang for alle, inden branchen oversvømmes af mennesker med fokus på profit, da fokus nu og altid skal være patientsikkerhed og faglighed,« lyder det fra Bjørn Nedergård Nielsen, direktør og medejer i Dentist.dk.

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), er »helt enig i, at der skal strammes op,« og understreger, at det er »alle papirer,« som skal frem i lyset.

»Vi skal have alle papirer – også de bagvedliggende – på bordet for at finde ud af, om overenskomsten bliver overholdt,« siger han.