Fortsæt til indhold
Indland

Jordemødre: 50 mio. til fødende er lappeløsning

En fødsel tager den tid, den tager, siger jordemoderformand og beklager, at krav om øget produktivitet består.

/ritzau/

Økonomiaftalen mellem regeringen og Danske Regioner betyder, at der fortsat øremærkes 50 millioner kroner til landets fødeafdelinger.

Men det er ikke nok til at sikre en ordentlig omsorg for de gravide og fødende, siger formand Lillian Bondo, Jordemoderforeningen.

- Aftalen vil helt sikkert kræve, at nogle områder i sundhedsvæsnet bliver tilgodeset ved forhandlingerne om næste års finanslov.

- Jeg vil antage, at man skal finde på en masse lappeløsninger, ligesom de 50 millioner kroner for vores område er en lappeløsning.

- Jeg tror da nok, at regionerne hellere havde set en langsigtet holdbar løsning for økonomien.

- Nu er pengene der, men det er ikke nok. Det er faktisk kun en brøkdel af, hvad det vil koste at lave en fornuftig svangreomsorg, siger formanden.

Aftalen mellem Danske Regioner og regeringen, der sætter rammerne for regionernes økonomi til næste år, faldt på plads tirsdag aften.

I Jordemoderforeningen er man skuffet over, at det omstridte krav om, at man på sygehusene skal øge produktiviteten med to procent hvert år, består i aftalen.

- Vores område er et af de steder, hvor det er allermest grotesk at forestille sig, at man kan rationalisere to procent hvert år på en fødselsbehandling eller omsorgen for en amning eller et graviditetsforløb, siger Lillian Bondo.

- En fødsel skal have lov til at tage den tid, den skal tage. En amning kan ikke forceres. En graviditet kan ikke køres hurtigere, siger hun.

De øremærkede midler til fødeafdelingerne kom til verden med den S-ledede regerings finanslov i 2015.

Aftalen for næste år betyder, at de regionale sundhedsudgifter stiger med en halv milliard kroner. Dermed når de op på i alt 111,9 milliarder kroner i 2018.

Den nuværende styringsmodel på sundhedsområdet fastholdes. Det er kravet om to procents mere produktivitet hvert år. Det vil altså sige et krav om to procent flere behandlinger, undersøgelser med videre.