Fortsæt til indhold
Politik

Fakta: Det er regeringen og regionerne blevet enige om

Sundhedsvæsnet får en halv milliard kroner ekstra næste år. Og der bliver flere penge til byggeri.

/ritzau/

Finansminister Kristian Jensen (V) og formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S), har tirsdag aften præsenteret den aftale, der skal danne rammen om regionernes og dermed sundhedsvæsnets økonomi i 2018.

Her kan du læse om hovedpunkterne i aftalen:

* De regionale sundhedsudgifter stiger med en halv milliard kroner i 2018. Dermed når de op på i alt 111,9 milliarder kroner i 2018.

* De regionale anlægsudgifter bliver på 7,2 milliarder kroner.

* Den nuværende styringsmodel på sundhedsområdet fastholdes. Det er kravet om to procents mere produktivitet hvert år. Det vil altså sige et krav om to procent flere behandlinger, undersøgelser med videre.

* Men regeringen har sat gang i en gennemgang af styringen på sundhedsområdet, som altså også omfatter toprocentskravet. Det skal være afsluttet i foråret 2018.

Og dermed er der mulighed for, at toprocentskravet bliver erstattet af en anden styringsform fremover.

* Der skal laves en analyse af regionernes administration.

* Penge til nye botilbud til psykiatriske patienter kommer oven i den halve milliard kroner.

Kilder: Finansministeriet, Bent Hansen og Kristian Jensen.