Kritik af Københavns Politi efter udmelding om Distortion
Politiet har advaret bilejere på Twitter.
Det var ment som en venlig anbefaling, men er endt med at gøre Københavns Politi til genstand for flere Twitter-brugeres vrede.
Politiet valgte fredag at sende en opfordring ud til bilejere i København forud for gadefestivalen Distortion, der blandt andet rammer bydelene Nørrebro og Vesterbro fra onsdag den 31. maj.
»Vi anbefaler at du flytter din bil ud af området og undgår en ødelagt bil,« skrev politiet på Twitter.
Det fik hurtigt en del Twitter-brugere til at reagere.
»I kunne også anbefale at folk ikke ødelægger biler,« skrev en, mens en anden mente, at det »svarer til at bede kvinder om ikke at gå i byen for at undgå voldtægt«.
Enkelte brugere har bemærket, at opfordringen formentlig er ment som en forebyggende foranstaltning ud fra devisen »better safe than sorry«.
Københavns Politi har foreløbigt henvist til kommunikationsafdelingen, der står bag tweetet og ikke er til at træffe i weekenden.
Anbefalingen kommer, efter at efterladte biler før er blevet ødelagt under festivalen. Sidste år blev en grå Berlingo udsat for store skader i Slotsgade, da en flok unge mennesker dansede vildt på dens tag.
Festivalen varer fra onsdag den 31. juni til søndag den 4. juni.