Fortsæt til indhold
Indland

Politi advarer før stor gadefest: Flyt din bil i sikkerhed

Københavns Politi forventer ballade under festivalen Distortion.

Alkohol og høj musik? Festligt.

Hærværk? Knapt så festligt.

Onsdag skydes festivalen Distortion i gang på Nørrebro, og med udsigten til høje promiller og mange mennesker i gaderne har Københavns Politi forud for gadefesten udsendt en advarsel til bilejere i området frem for en løftet pegefinger til festivaldeltagerne om at opføre sig ordentligt.

»Vi anbefaler at du flytter din bil ud af området og undgår en ødelagt bil,« skriver politiet på Twitter.

Efterladte biler har før været sagesløse ofre under festivalen. Sidste år blev en grå Berlingo udsat for store skader i Slotsgade, da en flok unge mennesker dansede vildt på dens tag.

Nørrebro er Distortions epicenter, men festen breder sig torsdag til Vesterbro. I den anledning er der fra den 31. maj kl. 7 til den 1. juni indkørsels- og parkeringsforbud i bestemte zoner, som Distortion har kortlagt på sin hjemmeside.

Begge dage er der desuden opsat en scene på Rådhuspladsen, hvor man altså også vil støde på feststemte mennesker.

Fredag flytter festen til Refshaleøen, inden det hele rundes af søndag i H. C. Ørstedsparken.

På grund af terrorrisikoen bliver festivalen i år sikret med betonafspærringer ved alle adgangsveje. Derfor er det en god idé at fjerne sin bil, før det er for sent.