Fortsæt til indhold
Indland

FCK-Brøndby: Politiet oplevede de værste tilskueruroligheder i næsten 20 år

Politiet har ikke haft så travlt siden 2000.

20 politibetjente blev ramt af kasteskyts, mens 14 blev anholdt efter gårsdagens pokalfinale, hvor FC København og Brøndby tørnede sammen.

Henrik Møller Jakobsen, der er vicepolitiinspektør hos Københavns Politi, kan til DR berette om flere uroligheder, som blandt andet inkluderer voldsepisoder og angreb på kampklædt politi.

»Der har været voldsepisoder og angreb på kampklædt politi, og der er fyret fyrværkeri af i gaderne,« fortæller vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Henrik Møller Jakobsen til DR og uddyber, at urolighederne især skete efter kampen, hvor fansene fordelte sig i forskellige grupper.

Mens 20 politibetjente altså blev ramt af kasteskyts, så er ingen betjente dog kommet alvorligt til skade. Alligevel har en række politibetjentes hjelme lidt skade som konsekvens af kasteskyts som sten og flasker.

Til DR oplyser Henrik Møller Jakobsen, at man har anholdt og sigtet fans for uroligheder på Rådshuspladsen, ved Sankt Annæ Plads, ved Trianglen, Lyngbyvej og Haraldsgade. I alt er fem sigtet efter straffelovens paragraf 119 for vold mod tjenestemand, mens andre sigtes for affyring af fyrværkeri, forstyrrelser af ordensbekendtgørelsen eller for voldssager.

Københavns Politi anser kampen for at være den mest travle siden Uefa Cup-finalen i 2000 i Parken, hvor Arsenal mødte tyrkiske Galasataray.

»Vi vurderer det også til at være den alvorligste kamp i Københavns Politikreds, siden vi havde Galatasaray og Arsenal, som var en europæisk kamp,« siger Henrik Møller Jakobsen.

Pokalfinalen mellem FC København og Brøndby endte 3-1. Dét takket være to mål fra Andreas Cornelius og en storspillende Stephan Andersen i FCK-målet, som hev flere gode redninger op i løbet af kampen.

Artiklens emner
FCK