Fortsæt til indhold
Indland

Dansker på Mount Everest har givet livstegn fra sig

Familien tager alle livstegn fra Rasmus Kragh som godt nyt.

Den 28-årige bjergbestiger Rasmus Kragh, der mandag måtte opgive drømmen om at nå toppen af Mount Everest uden brug af kunstig ilt, har tirsdag aften givet livstegn fra sig.

»Rasmus har ca 18.30 sendt meget kort sms-besked via hans satelittelefon, at han ringer i morgen. Lige nu ved vi ikke mere, men tager alle livstegn fra Rasmus som godt nyt,« skriver familien til Rasmus Kragh bl.a. på hans Facebook-side.

Familien frygtede ellers, at Rasmus Kragh var i en kritisk tilstand, idet hans kæreste, Liva, havde været i kontakt med ham tirsdag middag, hvor hans tale havde været lettere utydelig.

Her fortalte, at han fortsat lå i sit telt i 7.700 meters højde, selvom han havde planlagt at ville fortsætte nedstigningen, så snart solen stod op.

Rasmus Kragh fortalte desuden, at han ikke kunne mærke sine fødder og hænder og ikke havde adgang til hverken vand eller mad.

Telefonsamtalen fik den bekymret familie til at tilkalde hjælp, bl.a. fordi Rasmus Kragh er helt alene på bjerget.

Rasmus Kragh måtte mandag vende om 250 meter fra toppen af Mount Everest, da en storm besværliggjorde forholdene.

I alt har 17 danskere besteget Mount Everest siden 1995, hvor den første nåede toppen. Der har ikke været en dansker helt oppe siden 2014.

Dette års ekspeditioner mod toppen har indtil videre været udfordret af dårligt vejr og kraftig vind, skriver nyhedsbureauet Reuters. Alene sidste weekend mistede fire personer livet i deres forsøg på at nå toppen, og yderligere fire personer er onsdag blevet meldt omkomne.