Hun serverer opera, så alle kan lytte med
Lotte Heise har lyttet til opera, siden hun blev født. For nylig fik hun Poetens pris for sin fængende formidling af genren i radioen og på foredrag.
Til klassiske koncerter kan man opleve Lotte Heise lytte koncentreret til musikken fra en publikumsplads, mens hun euforisk vugger i takt med hele kroppen.
Samme sprudlende glæde overmandede hende, da hun for nylig fik Poeten Poul Sørensen og Susanne Sørensens Legat på 10.000 kr. for sin formidling af klassisk musik i radioprogrammer på P2 og via foredrag.