100 kilo amfetamin smuglet i bils højtaler kan koste 40-årig iraker dyrt
Manden blev standset i kontrol ved Rødby Færgehavn.
Det var ikke et helt normalt syn, der ventede politiet og Skat, da de stoppede en 40-årig irakisk mand til kontrol ved Rødby Færgehavn.
I bilen af mærket Saab var fire store højtalere proppet med 100 kilo amfetamin.
Det er vurderet til en værdi på gadeplan på omkring 10 millioner kroner.
Onsdag bliver manden stillet for retten i Nykøbing Falster, hvor han risikerer op mod 16 års fængsel.
Manden nægter sig skyldig og har forklaret, at han ikke vidste, at der lå 25 kilo amfetamin i de fire højtalere. Det skriver Ekstra Bladet.
Kontrollen blev foretaget den 27. september sidste år. Fundet blev siden holdt hemmeligt af hensyn til international efterforskning, der endnu ikke er slut.
I november bekræftede politiet over for avisen, at en person var blevet anholdt i sagen.
Politiet vurderer, at den 40-årige var kurér og skulle transportere amfetaminen ud af landet.