Politiets jagt på narkotika har ført til ny rekord
I 2016 beslaglagde politiet rekordstore mængder hash, amfetamin og kokain.
Der har været gang i politiets jagt på narkotika i løbet af det seneste år.
I 2016 beslaglagde politiet nemlig mere narkotika end noget andet tidligere år. Det fremgår af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenters, NEC, årlige opgørelse over beslaglagt narkotika.
Der er blandt andet tale om mere end 118,75 kilo kokain, 345 kilo amfetamin og 3,8 tons hash. Det er mere end noget andet år siden starten af årtusindeskiftet.
Derudover har politiet fundet frem til næsten 14.000 ecstasy-piller og 15 kilo heroin, hvilket er mindre end i 2015.
Selvom politiet har fundet frem til mere narkotika end tidligere, betyder det ikke nødvendigvis, at der florerer flere stoffer i landet, ifølge politiinspektør Michael Kjeldgaard fra NEC.
»Narkotikasituationen i Danmark har gennem flere år været stabil. Det gælder både typer af narkotika, som er tilgængelige, stoffets koncentration og den beslaglagte mængde. Der er fortsat stor efterspørgsel efter amfetamin, hash, ecstasy, heroin og kokain,« siger han.