Formodet hundetyv er varetægtsfængslet for drabsforsøg
Den ene af de to mænd, som er sigtet for at stjæle narkohunden Pablo, er blevet varetægtsfængslet for drabsforsøg.
Den samme 21-årige mand, som blev anholdt for at have stjålet narkohunden Pablo, er mandag blevet varetægtsfængslet for drabsforsøg i Sønderborg.
Manden har været i grundlovsforhør i Byretten i Sønderborg, hvorefter det er besluttet, at han skal varetægtsfængsles de næste to uger.
»Han er sigtet for forsøg på manddrab - og blev anholdt i forbindelse med tyveriet af narkohunden Pablo,« siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, til TV SYD.
Det var dog ikke i Sønderborg, at den 21-årige blev anholdt, men i Sabro, som er en forstad til Aarhus.
»Anholdelsen skete lidt tilfældigt. I vores efterforskning af sagen om narkohunden Pablo fik vi et tip om en adresse i Sabro, hvor de to efterlyste muligvis opholdt sig. Den ene af de anholdte viste sig at være den 21-årige, som Syd- og Sønderjyllands Politi havde efterlyst,« siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Stig Heidemann, til TV SYD.
Herefter blev manden udleveret til Syd- og Sønderjyllands Politi, hvor han nu skal sidde varetægtsfængslet de næste to uger.
Selve drabsforsøget skete, ifølge den 21-årige selv, efter han havde været uenig med den forurettede mand i længere tid. Han affyrede flere skud mod vedkommende, men uden at ramme ham.
Politiet modtog anmeldelsen af skuddene onsdag aften klokken 23.19. Det forlød, at der foregik en skudepisode ved nogle boligblokke i Sønderborg. Men det var først, da politiet tilfældigt stødte på den sigtede i Sabro, at han blev anholdt.
Og det er altså samme mand, som i øjeblikket er sigtet for at have stjålet narkohunden Pablo, der søndag blev fundet og ført sammen med sin ejer igen.