To mænd er løsladt efter mystisk hundetyveri
Man kan ikke blive varetægtsfængslet for »fuldstændig almindeligt tyveri«, oplyser politiet.
Østjyllands Politi har løsladt en 17-årig og en 21-årig mand, der natten til mandag blev anholdt for at have stjålet narkohunden Pablo.
Det bekræfter politiet over for Jyllands-Posten. Det skyldes, at man ikke kan blive varetægtsfængslet for almindeligt tyveri, fortæller vagtchef hos Østjyllands Politi, Stig Heidemann.
»Jeg ved godt, at sagen har kørt meget i medierne, og at folk har involveret sig meget følelsesmæssigt, men rent juridisk er der tale om et fuldstændig almindeligt tyveri, og det er ikke noget, man bliver varetægtsfængslet for,« siger han.
Han fortæller dog, at de to personer formentlig stadig er interessante i forbindelse med efterforskningen.
»I og med at hunden er fundet i deres besiddelse, vil det være normalt, at de forbliver en del af efterforskningen. Nu skal sagen efterforskes færdig, og når vi har alt det, vi tror, vi kan få gravet frem og har fået belyst sagen, går det til anklagemyndigheden, som forhåbentlig er enige i, hvad vi siger, og laver et anklageskrift. Så kan en retssag komme på tale,« siger Stig Heidemann.
Hunden Pablo blev i den forgangne uge stjålet to gange fra sit hjem i Aarhus Nord, hvor han opholdt sig i en udendørs hundegård. Han forsvandt første gang natten til tirsdag. Sent tirsdag aften blev han genforenet med sin familie.
Da hunden blev stjålet anden gang, var hundegården sikret med flere låse, men tyvene fik fat i hunden ved at klippe hegnet op. I begge tilfælde blev Pablo efterlyst på Flyvevåbnets Facebook-side, hvor flere end 15.000 danskere hjalp med at dele opslaget.
Pablo er en belgisk hyrdehund af racen malinois. Han er fire år og arbejder til daglig sammen med sin ejer hos Air Force Training Centres Hundetræningscenter i Karup.
Ifølge Air Force Centre er Pablo i god behold efter omstændighederne. Dog har de formodede gerningsmænd farvet Pablos pels sort, og hunden har to sår på halsen, fordi man har fjernet hans chip.
Politiet vil indtil videre ikke oplyse andet, end at hunden befandt sig bag en låst dør på en adresse i Sabro i Aarhus.
Pablo har mandag morgen været hos dyrlægen, hvor han har fået et grundigt eftersyn og en ny chip. Ifølge Air Force Centre skal han ikke overnatte i sin hundegård lige foreløbig.