Prædiken om jødedrab bringer igen-igen kontroversiel Nørrebro-moské i søgelyset
Fordømmelse og krav om straf vælter ned over moskéen i København, hvor en imam har prædiket om drab på jøder. Det er langt fra første gang, at moskéen trækker overskrifter.
Hengemt i en intetsigende baggård i en rød murstensbygning i Heimdalsgade på Nørrebro ligger den omstridte Al-Faruq-moské.
Ejendommens anonyme ydre står dog i skarp kontrast til, hvad der foregår i lokalerne for enden af trappen bag den hvide hoveddør.
Flere gange har moskeen trukket overskrifter i medierne og er blevet sat i forbindelse med rabiate muslimer og hadprædikanter.
Dommedag kommer ikke, førend muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem.Mundhir Abdallah, imam
Moskeen har tætte bånd til den islamistiske forening Hizb ut-Tahrir og flere af hovedpersonerne fra de senere års terrorsager er kommet på adressen. Det gælder for eksempel boghandleren fra Brønshøj, Said Mansour, og Lars Hedegaards formodede attentatmand, Basil Hassan, som i dag menes at opholde sig i Syrien.
Dagen før terrorangrebet mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade i februar 2015 prædikede en imam fra moskéens prædikestol om at »gå i krig mod jøderne«. Til stede i salen var terroristen Omar El-Hussein, berettede DR efterfølgende.
Også i 00’erne – da det var den såkaldte Taiba-moské, der holdt til i lokalerne på det ydre Nørrebro – indeholdt gæstelisten yderst kontroversielle navne, fremgår det af datidens presseomtale.
De unge terrordømte i Glostrup-sagen fra 2005 modtog undervisning i moskéen, hvor også den tidligere Guantanamo-fange Slimane Abderrahmane, som har endt sine dage i Syrien, kom. Og ikke mindst den yderligtgående prædikant Abu Ahmed.
Nu er moskeen i Heimdalsgade atter i vælten.
Under en fredagsbøn den 31. marts kom en imam ved navn Mundhir Abdallah med udtalelser, der kan tolkes som en opfordring til at begå drab på jøder.
En video, som moskeen selv lagde på nettet i søndags, viser den ca. 30. min. lange prædiken, hvor imamen undervejs refererer følgende antisemitiske skriftsted:
»(Snart vil der være) et kalifat, som vil indføre Allahs sharia og genoplive hans profets leveregler, som vil føre jihad for Allahs skyld, som vil forene den islamiske nation, efter at den gik i opløsning, og som vil befri Al-Aqsa Moskéen fra zionisternes snavs, sådan at profeten Muhammeds ord vil blive opfyldt: "Dommedag kommer ikke, førend muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem. Jøderne vil gemme sig bag klipper og træer, men klipperne og træerne vil sige: Oh, muslim, oh Allahs tjener, der er en jøde bag mig, kom og dræb ham,”« siger han blandt andet ifølge en engelsk oversættelse fra instituttet Memri.
Citatet stammer ikke fra selve Koranen, men derimod en såkaldt hadith – en kortere beretning om profeten Muhammed og hans nærmestes gerninger – forklarer Thomas Hoffmann, professor i koranstudier ved Københavns Universitet.
»Lige præcis denne hadith er ret kendt pga. konflikten imellem Israel og Palæstina, der har forplantet sig til hele den arabiske verdens tankeapparat,« siger han og uddyber, at tekststykket dog mest bruges i meget konfrontatoriske, islamistiske og pro-palæstinensiske samfundsgrupper. Det, som i Thomas Hoffmanns øjne gør sagen særligt alvorlig, er, at imamen blander ældgamle tekster sammen med den aktuelle situation i Israel og Mellemøsten.
Professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, vurderer, at udtalelsen er en klar overtrædelse af straffelovens racismeparagraf og den nye såkaldte imamparagraf, som indebærer, at religiøse forkyndere kan straffes for ytringer, der billiger visse strafbare handlinger. Også selvom citatet stammer fra en hadith, mener han:
»Det fritager ikke for ansvar, at man gør andres ord til sine egne eller citerer fra et skriftsted, når meningen klart er at tilslutte sig og formidle budskabet,« skriver Jørn Vestergaard til Jyllands-Posten.
Det Jødiske Samfund i Danmark politianmeldte torsdag imamen, da man opfatter hans prædiken som en opfordring til at begå drab på jøder. Det er nu op til Københavns Politi skal nu vurdere, om der er grundlag for en straffesag.
På Christiansborg er sagen blevet fordømt fra alle sider. Socialdemokratiet og SF ønsker imamen straffet og om muligt også moskéen. Det samme gør De Radikale, hvor integrationsordfører Sofie Carsten Nielsen (R) opfordrer andre moskéer til at tage klar afstand fra udtalelserne.
»Jeg så meget gerne, at flere af de religiøse, muslimske miljøer omkring moskéerne tager tydeligt afstand. Jeg forstår godt, hvis de er trætte af at lægge afstand til udtalelser, som alle synes er åbenlyst uacceptable. Og vi skal ikke bede enhver med muslimsk baggrund om at lægge afstand til alt muligt. Men fra de øvrige moskéer ville det være godt,« siger hun.
Det er vanvittigt, at vi i 2017 skal høre den slags ting i Danmark.Søren Pape Poulsen, justitsminister
Dansk Folkeparti håber ligeledes på en retssag. Partiet har nu bedt justitsminister Søren Pape Poulsen (K) undersøge, om det er muligt at lukke Al-Faroq-moskeen:
»Imamens opførsel er helt uacceptabel, og det er netop den slags, vi gerne vil ramme,« siger udlændingeordfører Martin Henriksen (DF).
Søren Pape Poulsen (K) vil lade det være op til politiet at vurdere, om imamen kan straffes – men han håber det:
»Det er vanvittigt, at vi i 2017 skal høre den slags ting i Danmark. Det er en middelalderlig måde at tale på. Det gør mig trist og ærgerlig, at der stadig er mennesker, som ikke er kommet længere,« siger Søren Pape til Ritzau.
Han understreger, at myndighederne er meget opmærksomme på danske jøders sikkerhed.
Al-Faruq-moskéen har ikke reageret på Jyllands-Postens henvendelser.