62-årig mand død efter arbejdsulykke
Ulykken fandt sted på Esbjerg Havn.
En 62-årig mand fra Nordjylland er mandag omkommet i forbindelse med en arbejdsulykke på Esbjerg Havn.
Det oplyser Sydjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden var chauffør på en følgebil i forbindelse med en aflæsning af en 10 tons tung og 49 meter lang vindmøllevinge.
Det er endnu ikke klarlagt, hvad der præcist var årsag til ulykken, men tilsyneladende kom manden i klemme mellem vindmøllevingen og lastbilen.
Politiet vil ikke komme nærmere ind på dødsårsagen af hensyn til de pårørende.
De pårørende er underrettet.
Manden blev forsøgt genoplivet gennem livreddende førstehjælp, men blev siden erklæret død på Sydvestjysk Sygehus.
Arbejdstilsynet er sammen med en bilinspektør mandag eftermiddag i gang med at gennemføre en række tekniske undersøgelser i forsøget på at afdække årsagen til ulykken.