Tag toget fra Helsingør til København og spar 17 kr., hvis du lige rejser 22 minutter længere
Et nyt takstsystem for den kollektive trafik på Sjælland har gjort alt andet end at rydde op i urimeligheder, mener pendlerne.
Når Michael Randropp hopper på Kystbane-toget for at pendle ind til København, betaler han for hver enkeltur 65 kr. med sit rejsekort.
Hvis han vælger at rejse videre fra Københavns Hovedbanegård og fortsætte yderligere 22 minutter og godt 11 km med tog til Glostrup, falder prisen til 48 kr.
Det her giver ingen mening, og det viser, at det ikke er lykkedes at rydde op i zonesystemet i den kollektive trafik. Det er helt håbløst.Michael Randropp, , pendler
En prisforskel på 17 kr. eller 35 pct. Målt pr. km er prisen 47 pct. højere for at rejse til København end til Glostrup.
Det, synes Michael Randropp og de mange tusinde andre pendlere, der hver dag rejser med Kystbanen, er urimeligt, og hvis de sætter sig ned og regner på, hvad det koster at rejse andre steder på Sjælland, bliver utilfredsheden ikke mindre.
»Vi betaler 30-50 pct. mere pr. km, end hvis man f.eks. rejser fra Korsør til København,« forklarer Michael Randropp, der også er talsmand for pendlerne på Kystbanen.
Lovet mere fairness
»Da man i januar omlagde hele takstsystemet på Sjælland, blev vi lovet, at vi ville få et mere fair system, hvor man skulle betale mere, jo længere man rejste. Det her giver ingen mening, og det viser, at det ikke er lykkedes at rydde op i zonesystemet i den kollektive trafik. Det er helt håbløst,« mener Michael Randropp, der også kan pege på andre urimeligheder.
»Hvis man på Kystbanen gerne vil rejse på 1. klasse, koster det andre steder i landet et mindre tillæg i forhold til den ordinære billet. På Kystbanen betyder DSB’s tillæg på 150 kr., at prisen stiger med 230 pct. Og fra mange stationer kan man slet ikke købe en 1. klasses-tillægsbillet. Fordi man slet ikke kan styre systemet,« mener Michael Randropp.
Pendlerne havde på forhånd advaret om, at det nye system ikke var godt nok og kunne føre til kaos. Men selv om der er brugt rigtig mange penge og kræfter på omlægningen, er resultatet efter pendlernes mening slet ikke godt nok.
Hos selskabet Movia, der har haft hovedansvaret for omlægningen af taksterne i den kollektiv trafik på Sjælland, medgiver forretningschef Eskil Thuesen, at systemet ikke altid virker logisk.
»Men logikken er, at vi regner i zoner, ikke i km,« forklarer han.
Et af problemerne er, at takst-zonerne har meget forskellig størrelse og i nogle tilfælde bugter sig, hvad der virker som meget tilfældigt, frem og tilbage. Systemet er samtidig indrettet sådan, at man med sit rejsekort kun betaler for rejsen målt i fugleflugtslinje – dog med den vigtige detalje, at der ikke er fugleflugtslinjer over vand – her må den rejsende betale for hele rejsen inde på land.
»Man kan sige, at vi måler rejserne i fugleflugtslinjer, men at vores fugle har vandskræk. Det rammer bl.a. pendlerne fra Helsingør til København, ligesom det rammer pendlerne fra Stevns til København, der må betale for at rejse rundt om Køge Bugt,« siger Eskil Thuesen.
Værst på Lolland-Falster
Han oplyser samtidig, at opdraget i forbindelse med den store omlægning af taksterne var meget klart:
Det nye system skulle hænge godt sammen, og så skulle det berøre færrest muligt negativt – altså give færrest mulige takststigninger. Derfor har man valgt at fastholde zonesystemet, lyder det fra Eskil Thuesen.
»Det har bl.a. betydet, at kun 2 pct. af pendlerne i hovedstaden har oplevet højere priser, mens det har ramt meget hårdere på Lolland-Falster, hvor 30 pct. af de rejsende i dag betaler mere end før omlægningen,« understreger Movia-chefen.
Omlægningen, der kun gælder for Sjælland, trådte i kraft den 15. januar. Lige nu arbejder man på en lignende omlægning af priserne i den kollektive trafik i hele det vestlige Danmark.