Sjællandske pendlere er fortvivlede over nye takster
De nye priser for pendlerne på Sjælland er ikke hensigtsmæssige, mener bl.a. Forbrugerrådet Tænk, der frygter, at flere tager bilen i stedet.
»Flere af mine medlemmer har valgt at forny deres periodekort de næste seks måneder, så de ikke rammes af prisstigningerne lige nu. Når man har lyst til at lægge flere tusind kroner for at udskyde prisstigninger, siger det altså noget om, at det er et markant forringet produkt, man har fået.«
Ordene kommer fra talsmand for Pendlerklubben Kystbanen, Michael Randropp, efter at han er blevet spurgt, hvordan klubbens medlemmer mandag morgen har håndteret de takstændringer, der er blevet rullet ud på hele Sjælland.
De nordsjællandske pendlere, som medlemmer af Pendlerklubben Kystbanen hører under, er nogle af dem, der bliver hårdest ramt – bl.a. fordi man har skrottet alle zoner-princippet, hvor man førhen kunne køre i alle zoner, men maksimalt betalte for ni zoner. Nu skal man betale for turen fra A til B og må kun køre inden for disse zoner.
»Det er en slags modsat betalingsring. Man vil gerne holde bilerne væk, men gør det dyrere at tage offentlig transport,« siger Michael Randropp.
Ret op på skævheder
Meningen med ændringen af systemet har været, at priserne skulle harmoniseres over hele Sjælland. Det nye system er udarbejdet af Din Offentlige Transport, DOT, i samarbejde med Movia, Metroselskabet og DSB.
Nogle af dem, der har efterspurgt et enklere og mere gennemskueligt system, er Forbrugerrådet Tænk.
Lone Fruerskov Andersen, afdelingschef hos Passagerpulsen, Forbrugerrådet Tænk, fortæller, at systemet ikke er blevet så gennemskueligt, som det ellers var hensigten.
»Selvfølgelig kommer der til at være stigninger nogle steder og fald andre steder, når man laver en takstharmonisering. Men pendlere, der rejser langt, rammes uforholdsmæssigt hårdt. Vi mener, at byrderne kan fordeles mere rimeligt,« siger Lone Fruerskov Andersen.
Hun opfordrer til, at man evaluerer systemet og retter op på skævheder – gerne inden for et år.
Det kan nemlig have stor betydning for den enkeltes privatøkonomi, lige som det kan få folk til at fravælge offentlig transport, mener hun.
»Det ville være rigtig ærgerligt, hvis det her får nogle til at fravælge den kollektive transport. Vi har selv fået henvendelser fra nogle, der overvejer at anskaffe sig en ekstra bil,« siger hun.
Samme bekymring har Michael Randropp.
»Jeg tror, vi kommer til at se et større pres på Helsingørmotorvejen, og det ødelægger det jo også for alle dem, der er nødsaget til at tage bilen på arbejde,« siger han.
Eskild Thuesen, der er centerchef i Movia, forstår godt, at nogle pendlere er frustrerede over de nye priser. Det ville han personligt også selv være, fortæller han. Men de gamle priser hang sammen med de gamle amter og var meget forvirrende for kunderne.
Der er arbejdet for, at prisændringerne skulle gå ud over så få som muligt. At priserne f.eks. er blevet højere i Nordsjælland, skyldes, at denne gruppe af pendlere før har nydt godt af alle zoner-princippet. Nu er det gjort ens alle steder.
»Vi kommer til at lave evalueringer af det nye system, og vi er bestemt åbne for at foretage justeringer, såfremt der er noget, der ikke fungerer hensigtsmæssigt,« siger Eskild Thuesen.