Fortsæt til indhold
Indland

Kvinde sætter sig i chefstolen i Københavns Politi

Politidirektør fra Midt- og Vestsjælland sætter sig midlertidigt på toppost i hovedstaden.

/ritzau/

Københavns Politi får en konstitueret politidirektør efter Thorkild Fogde, der fra 1. april skal være chef for Kriminalforsorgen.

Valget er faldet på Anne Tønnes, der ellers er politidirektør i Midt- og Vestsjællands Politi, oplyser Rigspolitiet tirsdag.

Anne Tønnes skal sidde på topposten i landets største politikreds, indtil Justitsministeriet har fundet frem til Thorkild Fogdes afløser.

I hovedstadens ordensmagt er der 2600 ansatte.

Den 53-årige jurist kender forholdene i København. Tidligere har hun nemlig i et par år været vicepolitidirektør i København. Og det var spændende og lærerige år, oplyser hun i en mail fra Rigspolitiet.

- Jeg ser derfor frem til at skulle fungere som politidirektør i Københavns Politi, indtil stillingen er besat, siger hun.

Længere tilbage i karrieren arbejdede Anne Tønnes i en årrække i Justitsministeriet. Her var hun ansat i 15 år.

I Midt- og Vestsjællands Politi overtages den ledige chefstol i øvrigt af Bitte Dyrberg, der er chefanklager i politikredsen.