Fortsæt til indhold
Indland

Langkaer Gymnasium mister halvdelen af dets ansøgere

Det aarhusianske gymnasium har fået halvt så mange ansøgninger som sidste år.

I år er der halvt så mange unge, der har søgt ind på Langkaer Gymnasium, som sidste år. Det viser tal fra Region Midtjylland.

Det er en generel tendens, at færre har søgt ind på de aarhusianske gymnasier, oplyser Eigil Dixen, rektor på Egå Gymnasium og formand for de aarhusianske gymnasiers elevfordelingsudvalg.

I Aarhus-området var der i år et fald på i alt 116 elever, hvilket svarer til knap fire gymnasieklasser.

Langkaer Gymnasium blev især hårdt ramt i årets ansøgningsrunde. Gymnasiet i Tilst har i år modtaget 101 ansøgninger mod sidste års 192. Det er et fald på 91 ansøgninger.

»Langkaer er gået tilbage med 47,4 pct., mens Aarhus Statsgymnasium har fået 8,6 pct. flere, og Aarhus Katedralskole er gået frem med 14,5 pct. Når Langkaer Gymnasiums ansøgertal er faldet så markant, må de ansøgere have søgt andre steder. Det kan være forklaringen på, at man samtidig ser en stigning hos andre gymnasier,« siger Henning Tjørnelund, udviklingskonsulent hos Regional Udvikling, Region Midtjylland.

Sidste år havde Langkaer Gymnasium oprettet tre klasser, hvor halvdelen af klassen udelukkende var af dansk etnicitet, og resten havde anden etnisk baggrund. Derudover var der så hele klasser kun med elever af anden etnisk baggrund. Det fik skolen kritik for, og det kan nu mærkes på ansøgertallet.

Yago Bundgaard, rektor på Langkaer Gymnasium, mener dog ikke, at omdømmet hænger ved på langt sigt.

»Det faldende ansøgertal var forudsigeligt i lyset af de diskussioner, der har været omkring skolen det seneste halve års tid. Vores nuværende elever skal fortælle den gode historie om skolen, og derfor skal vi tage godt imod eleverne, så de oplever den høje kvalitet, som skolen tilbyder. Det, er jeg sikker på, kommer til at virke,« siger Yago Bundgaard.

Også hos Viby Gymnasium har der været et markant fald i ansøgertallet fra sidste år. Gymnasiet har i år modtaget 182 ansøgninger mod sidste års 237 ansøgninger, hvilket svarer til et fald på 23,2 pct.

»Der er som regel udsving. De seneste år har vi haft en stigning, både i 2015 og i 2016, og tallet for i år ligner altså meget ansøgertallet for 2014. Det er selvfølgelig ærgerligt, men ikke usædvanligt. Fremadrettet skal vi være bedre til at gøre opmærksomme på os selv og på, hvad vi er gode til,« siger Lone Sandholdt Jacobsen, rektor på Viby Gymnasium.

Når et gymnasium ikke får det nødvendige antal elever i forhold til pladser, bliver eleverne fordelt af gymnasierne indbyrdes. Derfor kan man som ny 1.g’er ende med at skulle gå på et gymnasium, man slet ikke har søgt.

I år søgte i alt 1.928 unge aarhusianere ind på gymnasierne i området, hvor det sidste år var 2.044. De kommende gymnasieelever får besked den 19. april om, hvor de skal have deres gang de næste tre år.

Vil du have seneste nyt om Aarhus direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste nyheder fra JP Aarhus én gang i døgnet - klik her, sæt flueben ved Aarhus og indtast din mailadresse. Følg også JP Aarhus på Facebook