Fortsæt til indhold
Indland

Politiet fandt brosten, petanque-kugler, malingbomber og spyd i ungdomshuset

Demonstrationen på 10-årsdagen for ungdomshuset udviklede sig voldsomt.

Den fredeligt tilmeldte demonstration, som skulle markere tiårsdagen for rydningen af ungdomshuset på Jagtvej 69, udviklede sig til et voldeligt opgør mellem politi og unge demonstranter.

Efter demonstranterne forlod området, ransagede politiet det nye ungdomshus på Dortheavej. Der blev fundet forskellige kasteskyts som eksempelvis brosten, pentanque-kugler, malingbomber og et hjemmelavet spyd.

»De kan ikke bare gå ind i huset bagefter og så regne med, at politiet går hjem. Sådan spiller klaveret ikke,« siger politiinspektør Peter Dahl på et pressemøde om gårsdagens demonstration, som blandt andet blev vist på TV2 News.

Han fortæller, at politiet har anholdt ni personer, hvoraf to var mindreårige, og at de generelt består af et yngre segment. De er sigtet for forskellige lovovertrædelser, heriblandt overtrædelse af våbenloven og ordensbekendtgørelsen samt vold mod tjenestemænd.

»Politiet har været udsat for stenkast og hærværk på flere butikker, og fundet inde i huset viser bare, at det var den rigtige beslutning at ransage huset,« siger han.

De anholdte er nu sat på fri fod igen, da politiet har vurderet, at deres sag ikke kunne klare en varetægtsfængsling.

»Uanset på hvilken baggrund det foregår, så er det aldrig okay at kaste med brosten og skyde møtrikker efter politiet. Det er ikke acceptabelt,« siger Thorkild Fogde, politidirektør ved Københavns politi på pressemødet.

Demonstrationen var lovligt meldt til politiet på forhånd og startede klokken 17, hvorefter det udviklede sig. Demonstranterne begyndte at kaste med sten efter politiet, og senere gik det især ud over bankerne, som blev bekriget med brosten på både vinduer, overvågningskameraer og hæveautomater.

»Voldsomheden af udviklingen kom en smule bag på os,« siger Peter Dahl.

To politibetjente kom lettere til skade under demonstrationen. Den ene fik blandt andet skudt en møtrik på låret, hvilket gav en blodsamling. Men der var ingen alvorlige tilskadekomne.

»At sige, man vil have en fredelig demonstration og så have elefanthuer med i lommerne – jeg håber, at så mange som muligt bliver holdt ansvarlige,« siger Søren Pape, formand for Det Konservative Folkeparti til TV2 News.

Omkring 1.000 mennesker var samlet til demonstrationen, hvoraf mange var almindelige borgere, som kom med barnevogne for at vise deres støtte. Derfor havde politiet flere overvejelser i forhold til, hvornår de skulle gribe ind.

»Det tager tid at skille fårene fra bukkene, og det er vigtigt, for de fleste var fredelige,« siger Thorkild Fogde.

Han understreger, at det er vigtigt, at folk forlader stedet, når politiet beder dem om det. I stedet tog mange deres telefoner frem for at filme urolighederne, frem for at følge politiets anvisninger. Men da demonstranterne blev skilt ad, gik det nemmere, fortæller han.

»Det er en hård kerne af voldsmænd derinde, som ønsker at det skal være som for 10 år siden, men det står de alene om, « siger Thorkild Fogde.

Roen blev genskabt efter ungdomshuset blev tømt, og politiet har været ekstra til stede i gaderne i løbet af natten. Politiet vil gå i gang med en evaluering af forløbet for at se, om der er noget, der kan forbedres, hvis en lignende situation skulle opstå.