Transportpolitikken trænger kraftigt til nytænkning
Bl.a. de selvkørende biler tegner til at gå sejrsgang i de kommende årtier, og derfor skal vi være yderst tilbageholdende med at bruge mange milliarder på nye skinner, der ikke alene er ufatteligt dyre og urentable, men som også hører fortiden til.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Af en eller anden årsag har vi politikere en tendens til at tænke maksimalt tre-fire år frem, når der skal lægges planer for statslige investeringer. Det gælder også for den trafikale infrastruktur, der ellers har en uhyre langsigtet karakter – med deraf følgende behov for at tænke langt ud over næste valgdato. Der hersker ingen tvivl om behovet for målrettede investeringer i en bedre infrastruktur, herunder ikke mindst på vejnettet.
Køer på motorveje
Danmarks vækst skal ikke holde i kø på en motorvej, og mange steder i landet er bedre veje forudsætningen for fornyet regional vækst og jobskabelse. Jeg håber og forventer, at der i løbet af foråret kan opnås en bred aftale om en robust plan for Danmarks økonomi frem mod 2025. I den forbindelse bør der afsættes en meget stor pose penge til infrastrukturen.
Vi skal turde planlægge langsigtet for investeringerne. Og vi skal tage nøje bestik af de nye teknologier, der er på vej med stormskridt.
Denne pose kan givetvis suppleres med private midler fra pensionsfonde m.fl., der gerne vil investere langsigtet i infrastruktur. Efterfølgende bør vi satse på en bred politisk aftale om en langsigtet og sammenhængende masterplan for disse investeringer. Derved får vi langt mere effekt for hver eneste skattekrone, ligesom vi sikrer en vigtig forudsigelighed hos erhvervslivet og kommunerne om kommende investeringer.
Helt nye teknologier
I den forbindelse bør vi naturligvis tage bestik af fremtidens transport, som den begynder at tegne sig. Det gælder ikke alene den fortsatte overgang til grøn transport med gradvis fortrængning af olie og benzin som drivmiddel frem mod 2050. Det gælder også med hensyn til helt nye teknologier, hvor ikke mindst de selvkørende biler tegner til at gå sejrsgang i de kommende årtier.
Sådanne biler kører på asfalt. Derfor skal vi være yderst tilbageholdende med at bruge mange milliarder på nye skinner, der ikke alene er ufatteligt dyre og urentable, men som også hører fortiden til.
Til gengæld skal der satses hårdt på at opnå tilstrækkelig kapacitet på de veje, hvor fremtidens grønne og selvkørende biler kommer til at køre. Sammenfattende er der behov for nytænkning inden for transportpolitikken. Vi skal turde planlægge langsigtet for investeringerne. Og vi skal tage nøje bestik af de nye teknologier, der er på vej med stormskridt. Hvor der er vilje, er der vej.