Overblik: Fugleinfluenza er dukket op i Danmark
Efter danske fund af fugleinfluenza kræver Fødevarestyrelsen, at fjerkræavlere holder deres dyr inden døre.
Fugleinfluenza af typen H5N8 er fundet i Danmark og i det nordlige Tyskland. Her er et overblik over forløbet:
- 8. november: Myndighederne i den tyske delstat Slesvig-Holsten forbyder fjerkræavlerne at have deres dyr gående udendørs. Det sker, efter at fugleinfluenza-typen H5N8 er blevet fundet hos mange vilde fugle.
- 10. november: H5N8 findes i vilde ænder på Møn og på Christiania i København.
- 11. november: Frygten for fugleinfluenza lukker fugleudstillinger over hele landet.
- 12. november: En fjerkræavler i det tyske amt Slesvig-Flensborg bliver sat til at slå hele sin besætning på 30.000 høns ned efter fund af fugleinfluenza-typen H5N8.
- 13. november: Fødevarestyrelsen vil destruere 300.000 æg på et rugeri nær Kolding på grund af risiko for, at de er smittet med H5N8.
- 14. november: Fødevarestyrelsen strammer reglerne og kræver, at høns og andre fugle i fangenskab skal holdes bag hegn og under tag.
Kilder: Fødevarestyrelsen, Skive Folkeblad.