Tumult omkring Hizb ut-Tahrirs konference
Autonome kastede en sten og grus mod en demonstration i forbindelse med Hizb ut-Tahrirs årlige konference.
Den islamistiske bevægelse Hizb ut-Tahrir holdt søndag sin årlige konference på Nørrebro i København, og det fik traditionen tro en række personer på gaden for at demonstrere mod bevægelsen.
Men det forløb ikke som planlagt. En gruppe autonome kastede nemlig en sten og grus mod demonstrationen på omkring 30 personer, der var arrangeret af bevægelsen For Frihed, som kæmper imod islamisering af Vesten og tidligere hed Pegida Danmark.
»Det er da irriterende, at man ikke kan demonstrere i fred,« siger vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Svejstrup.
»Men mere var det ikke - vi fik hurtigt ro på deroppe,« fortsætter han.
Det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen har tidligere været på gaden for at demonstrere mod Hizb ut-Tahrir. Han blev dog væk søndag, fordi han vidste, der kom folk med tilknytning til Pegida. Men generelt ærgrer det ham, at der ikke er flere borgere, som demonstrerer. Ifølge politiet dukkede der samlet omkring 200 personer op søndag.
»Jeg har været med rigtig mange gange, og det er trist, hvor få der dukker op. Vi bruger millioner på jøders sikkerhed, og samtidig ignorerer vi stort set en organisation, som synes, at de skal dø,« siger han med henvisning til, at Hizb ut-Tahrir i 2003 blev dømt for at forhåne og opfordre til drab på jøder.
Også demokratiet har stået for skud hos den omdiskuterede bevægelse, som under folketingsvalget i 2015 skrev, at »demokratiet er i fundamental modstrid med Islam, og det er en synkende skude«
»Problemet er, at mange af dem der har de islamistiske holdninger, er langt yngre end jeg er. Det er unge mennesker, og det er meget alvorligt. At der er marked for de synspunkter, det er enormt trist,« lyder det fra Lars Aslan Rasmussen.
Også Liberal Alliances Merete Riisager har tidligere demonstreret mod Hizb ut-Tahrir. Men som Lars Aslan Rasmussen blev hun væk søndag.
»Jeg vil hele tiden overveje, hvordan jeg bedst kan påvirke den voksende antidemokratisme, vi ser i nogle muslimske miljøer. Om det mest er ved at være der, eller mere i forhold til fx at påvirke friskoleloven eller andre steder, hvor antidemokratismen kan risikere at sætte sig fast,« siger hun og fortsætter:
»Men når jeg ser, at der bliver et sammenstød mellem ekstreme bevægelser, så ville ønske, at jeg stod der. For jeg ville være kommet med mine venner og bekendte og have vist, at de er helt almindelige mennesker, som står ved demokratiet.«