Politiet gjorde historisk stort fund af kokain
Politiet gjorde historisk stort fund af kokain sidste sommer hos virksomhed i Esbjerg. Læs om sagen her.
Syv mænd fra Holland og Belgien er tiltalt i sag om indsmugling af 310 kilo kokain til Danmark. Sagen begynder torsdag ved Retten i Kolding.
* Politiet beslaglagde 310 kilo kokain hos virksomheden Holger Christiansen A/S i Esbjerg 14. juli 2015.
* Det er det hidtil største enkeltbeslag af kokain herhjemme.
* Politiet mener, at narkoen ved en fejl landede hos Esbjerg-virksomheden og har tiltalt syv mænd fra Holland og Belgien for forsøg på at få fingre i narkoen og udføre den af landet.
* De 310 kilo kokain er af højeste kvalitet og kan ifølge politiets skøn blandes op til 1200 kilo kokain. Det giver kokainen en værdi på 800-900 millioner kroner på gadeplan.
* Ifølge anklageskriftet tog de hollandske og belgiske mænd, der alle er i 20'erne, til Danmark for at lokalisere containeren på havnen i Fredericia.
* Her var containeren ankommet 11. juli 2015 klokken 01.08 med skib fra Brasilien via den belgiske havneby Antwerpen.
* Det lykkedes ikke i første omgang mændene at lokalisere containeren, hvorefter de ifølge anklageskriftet tilkaldte forstærkning.
* Herefter ankom yderligere tre mænd fra Belgien til Fredericia.
* Trods rekognoscering til fods og i biler lykkedes det ikke mændene at finde frem til containeren med den værdifulde last.
* 13. juli forlod mændene ifølge anklageskriftet Danmark med uforrettet sag.
* Dagen efter ankom containeren til virksomheden i Esbjerg. Efter åbning af containeren tilkaldte medarbejdere straks politiet.
* De syv mænd er blevet anholdt i samarbejde med politiet i Holland og Belgien. Efterfølgende er de blevet udleveret til Danmark.
* Alle syv nægter sig skyldige.
Kilder: Anklageskriftet, Ritzau.