Betjent i Sandholm: Han ville skære min hals over
En politiassistent frygtede for sit liv, da han sidste år blev overfaldet af en mand i Sandholmlejren.
Det var en kamp på liv og død, da en politiassistent i september sidste år blev overfaldet af en statsløs palæstinenser i Center Sandholm i Birkerød.
Det fortæller politiassistenten ved Retten i Hillerød mandag, hvor den 26-årige palæstinenser er tiltalt for drabsforsøg.
Politiassistenten mødte tidligt om morgenen 29. september sidste år for at hente nogle dokumenter på sit kontor.
Her blev han overfaldet bagfra af den 26-årige, der var brudt ind i bygningen, og stukket flere gange med en kniv, fortæller han i retten.
- Jeg begynder at fornemme, at det ikke er rengøringsmanden. Han fortsætter sit stikkeri.
- Han hugger til, og det er min opfattelse, at han går efter at skære min hals over. Samtidig siger han "Allahu Akbar" ("Gud er stor"), "die svine", siger politiassistenten.
I retten viser senioranklager Bente Schnack en video, hvor den midaldrende politiassistent sammen med politiet rekonstruerer overfaldet i politiets bygning i Sandholmlejren.
Han fortæller under retsmødet, at han tænker på overfaldet hver dag og er overbevist om, at den 26-årige forsøgte at slå ham ihjel.
- Jeg overvejede at stikke kniven ned i halsen på ham for at slippe væk, men vælger at smide kniven ind på kontoret ved siden af og slå ham i hovedet.
- Jeg frygtede for mit liv, siger politiassistenten og henviser til, at han først turde forlade lokalet, da den yngre mand virkede passiv efter slagene.
Politiassistenten blev stukket i halsen, armen og ryggen og var en overgang i livsfare efter overfaldet.
Den 26-årige har erkendt, at han udøvede grov vold mod betjenten, men han nægter, at han ville dræbe politiassistenten og råbte "die svine".