Fortsæt til indhold
Indland

Dømt nyhedschef om tys-tys-kilde: Det var ulovligt

Forsvarsadvokater i Se og Hør-sagen har svært ved at forstå, hvorfor tidligere nyhedschef har tilstået.

/ritzau/

Hvorfor tilstod tidligere nyhedschef på Se og Hør Lise Bondesen tilbage i august en forbrydelse, som hun ikke forstod?

Det paradoks forsøger seks advokater i et retsmøde i Glostrup torsdag at forstå. For advokaterne er spørgsmålet centralt. Deres klienter - herunder tre tidligere chefredaktører på bladet - nægter sig nemlig skyldige i de selvsamme anklager.

Ligesom Lise Bondesen erkender de tiltalte da også i vidt omfang de faktiske omstændigheder i den såkaldte Se og Hør-sag. Nemlig at en it-operatør hos Nets i årene 2008-2012 fodrede Se og Hør med oplysninger om kendtes brug af kreditkort.

Ikke desto mindre nægter både de tre tidligere chefredaktører, to journalister og kreditkortkilden sig altså skyldige i anklagen om bestikkelse, hacking eller medvirken hertil.

I retten har flere af de tiltalte hævdet, at de ikke anede, at foretagendet var strafbart. Men for Lise Bondesen var der ingen tvivl.

- Jeg var udmærket klar over, at det i mine øjne var forkert efter alle tænkelige parametre: Etisk, moralsk og juridisk, siger Lise Bondesen.

Det etiske og moralske anfægter ingen.

Men flere af de tiltaltes advokater undrer sig over det faktum, at vidnet hverken kender straffelovens bestemmelse om hacking eller bestikkelse. For hvordan i alverden kunne hun så vide, at foretagendet var strafbart?

- Var det ikke bare fordi, du ville videre med dit liv?, spørger advokat Niels Ulrik Heine.

- Nej, det var det ikke, fastslår Bondesen, der i dag er chefredaktør på Avisen.dk.

Den tidligere nyhedschef fortæller desuden, at hun flere gange delte sin bekymring over brugen af tys-tys-kilden med flere af de tiltalte, herunder med chefredaktør Kim Henningsen.

Samtidig modsiger hun både Henningsen og den tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup, der under retssagen har insisteret på, at samarbejdet med kreditkortkilden var helt normalt.

- Der var noget helt usædvanligt ved den her kilde, fastslår Bondesen og påpeger, at it-operatøren som den eneste kilde på Se og Hør modtog en fast månedlig hyre.

Lise Bondesens rolle i Se og Hør-sagen kostede hende 25. august en dom på seks måneders fængsel, som blev gjort betinget mod vilkår om samfundstjeneste.

I samme ombæring blev den tidligere redaktionschef Kim Bretov idømt samme straf.

Også Aller Media, der udgiver Se og Hør, erkendte sig skyldig og modtog en bøde på 10 millioner kroner.