Fire mænd frifundet for medvirken til terror i København
Københavns Byret har frifundet de fire tiltalte for medvirken terrorisme, mens to er dømt for at bortskaffe Omar El-Husseins gerningsvåben.
Frifundet.
Det var ikke medvirken til terrorisme, da fire mænd i alderen 21-32 år mødtes med terroristen Omar El-Hussein under og efter hans angreb i København sidste år.
Det har et enigt nævningeting i Københavns Byret afgjort tirsdag morgen.
De fire mænd, 32-årige MR, 21-årige LE, 26-årige BH og 23-årige IA, er dog alle fundet skyldige i andre mindre alvorlige forhold. To er således fundet skyldige i våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder. De to – BH og LE – hjalp med at bortskaffe den automatriffel, som Omar El-Hussein brugte ved angrebet mod Krudttønden.
Derudover er MR skyldig i besiddelse af ulovlig ammunition, og IA er skyldig i vold og trusler mod fængselspersonale under sin varetægtsfængsling i sagen.
Hovedgerningsmanden Omar El-Hussein kan som bekendt ikke dømmes for noget, da han er død.
Ifølge anklagemyndighedens opfattelse havde alle fire tiltalte bistået El-Hussein i forbindelse med terrordrabet på den frivillige jødiske vagt Dan Uzan ved synagogen i Krystalgade i København samt El-Husseins skud mod to politifolk samme sted.
Men terroranklagerne holdt altså ikke i byretten, hvor de fire mænd smilende og med tydelig glæde modtog frifindelsen for de alvorligste anklager. Mændene har alle siddet varetægtsfængslet i halvandet år, mens sagen har stået på.
Alle fire har nægtet sig skyldige i terroranklagerne. Tre af de fire mænd er allerede blevet løsladt, mens den fjerde, BH, risikerer en længere straf, end han allerede har siddet bag tremmer.
Det var justitsminister Søren Pind selv, der tidligere i år besluttede, at de fire mænd skulle retsforfølges for medvirken til terrorisme.
»Som justitsminister er det en af mine fornemmeste opgaver at værne om danskernes tryghed og sikkerhed,« sagde Pind i en pressemeddelelse 3. februar, da tiltalerne blev rejst.
»Med tiltalen er der taget et vigtigt skridt i forhold til at retsforfølge de personer, der efter anklagemyndighedens opfattelse bærer et medansvar for terrorangrebene i København,« fortsatte han.
I dag lyder justitsministerens reaktion på frifindelsen således:
»Hmm... Anklagemyndigheden fik ikke medhold. Nu må dommen nærstuderes og så må vi se, om den ankes,« skriver han på Twitter.
Centralt i sagen har været de videoovervågningsbilleder fra internetcafeen Powerplay på Nørrebro, hvor Omar El-Hussein kom efter angrebet på Krudttønden og igen efter angrebet ved synagogen i Krystalgade. På cafeen mødtes han ud på aftenen med de fire tiltalte, og han søgte blandt andet på nettet efter nye mulige terrormål efter sit første angreb.
Om eftermiddagen lørdag den 14. februar 2015 var Omar el-Hussein ankommet i taxa til Mjølnerparken umiddelbart efter, han havde dræbt filmmanden Finn Nørgaard ved Krudttønden og såret fire betjente.
Med sig i en sort pose havde han gerningsvåbnet, en M95 militærriffel. Først gik han op i en opgang og fik en grå hættetrøje af IA, en af de tiltalte i sagen. Bagefter hjalp BH og LE – to andre tiltalte – Omar El-Hussein af med hans våben, som blev kastet ind i et buskads ved det gamle banelegeme ved Mjølnerparken.
De næste godt fem timer mødtes de fire terrortiltalte ad flere omgange med Omar El-Hussein både i Mjølnerparken på Nørrebro og på internetcaféen Powerplay ikke langt derfra. Kontakten var dog hverken »vedvarende« eller så »tæt«, som anklagemyndigheden har påstået, vurderer retten.
Anklagemyndigheden havde desuden argumenteret for, at begrebet »dolus eventualis« skulle bringes i spil, men heller ikke her, gav retten medhold. Dolus eventualis betyder, at bare det, at de tiltalte havde opfattet det sådan, at der var en mulighed for, at Omar El-Hussein kunne begå et nyt terrorangreb, ville være nok til at dømme dem for medvirken.
En af de tiltalte, MR, købte på et tidspunkt en skuldertaske i Føtex ved Nørrebro Station magen til den, som Omar El-Hussein senere samme nat brugte til at gemme sin pistol og ammunition i, da han skød og dræbte vagten Dan Uzan og sårede to betjente foran synagogen i Krystalgade.
Det var dog først ud på aftenen – kl. 21.17 – at det stod klart, at Omar El-Hussein ville udføre et nyt angreb, har byretten i dag slået fast.
Dommere og nævninge fandt det derfor ikke bevist, at de fire tiltalte før dette tidspunkt havde vidst, at Omar El-Hussein ville begå ny terror. Derfor var det heller ikke bevist, at skuldertasken, som han fik overdraget, skulle bruges i forbindelse med angrebet ved synagogen.
Retten fandt det heller ikke bevist, at den tiltalte MR havde overdraget ammunition til Omar El-Hussein. Under en ransagning af hans lejlighed havde politiet fundet forskellige patroner af samme type, som blev benyttet ved synagogen.
Inden Omar El-Hussein drog afsted mod synagogen spiste de fire tiltalte og nogle andre venner et måltid med ham på restauranten Kösem på Nørrebro.
Kl. 22.55 forlod Omar El-Hussein stedet. Knap to timer senere skød og dræbte han Dan Uzan i Krystalgade.
Ud på natten efter angrebet samledes vennerne igen på Powerplay-cafeen på Nørrebrogade. I et såkaldt VIP-rum genfortalte Omar El-Hussien med fagter og kropssprog de to tiltalte IA og LE om, hvordan han en lille time tidligere havde skudt Dan Uzan i ansigtet og åbnet ild mod to betjente.
På videooptagelserne, som er blevet afspillet under retssagen, ser man LE reagere ved at række en pegefinger i vejret, som gør han terrorgruppen Islamisk Stats hilsen, men dette benægter han selv.
En af de tiltalte overlod sin computer til Omar El-Hussein og en anden betalte efterfølgende regningen, men disse handlinger er ikke alvorlige nok til at bære en terrordom, vurderer nævningetinget.
Senioranklager Sidsel Klixbüll fra Københavns Politi vil nu nærlæse dommen før en eventuel anke:
»Vi er overraskede over, at retten har vurderet beviserne mod de tiltalte anderledes, end anklagemyndigheden har, og at retten er kommet til det resultat, at de tiltalte skal frifindes. Vi vil nu gennemlæse rettens afgørelse grundigt for at se, hvad retten har lagt vægt på«, udtaler hun.
Mens Søren Pind ikke har yderligere kommentarer til frifindelsen, lægger Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod Poulsen ikke skjul på, at han er overrasket.
»Det var mit indtryk, at anklagemyndigheden stod med en rigtig stærk og omfangsrig sag. Så jeg er overrasket over udfaldet,« siger han og tilføjer, at det er oplagt at anke dommen.
»Når der er tale om så stor og sjælden en sag vil det være oplagt at få den prøvet ved en højere instans,« siger han.