Lettere at blive godt skilt: Skilsmissefamilier skal ud af labyrinten
Regeringen vil forenkle skilsmisser for at dæmpe konflikterne i de svære brud
Hvert tredje barn oplever en skilsmisse - en del af dem med store og langvarige konflikter mellem de fraskilte forældre til følge.
Det vil regeringen forsøge at dæmpe ved at forenkle myndighedernes behandling af skilsmisser. Det fremgår af et udspil, som social- og indenrigsminister Karen Ellemann fremlægger til forhandling med Folketingets partier onsdag formiddag.
»Min vision for området er, at skilte familier skal møde ét system med forståelige regler og enkle processer. Vi kan ikke stå model til, at den samme sag skal behandles af flere myndigheder, nogen gange på samme tid. Det er ikke acceptabelt, at børn kan befinde sig i den slags sagaer op mod 10 år. Det kan vi gøre bedre af hensyn tiil familierne og børnene,« siger ministeren.
I dag kan en skilsmissekonflikt rode rundt blandt mange myndigheder - statsforvaltningen, kommunen, Ankestyrelsen og forskellige retsinstanser - og regeringens ambition er at samle det hele under én hat. Altså en myndighed med en enkelt overbygning, hvor det er mulighed for at indanke en konkret afgørelse.
Økonomien er en af de ting, der ofte fører til konflikter mellem forhenværende ægtepar, og på det område vil regeringen - med henvisning til, at skilte forældre ofte har børnene næsten lige meget i modsætning til tidligere - forenkle reglerne.
Hvert år behandler myndighederne ca. 85.000 sager på familieretsområdet.