Fem skarpe til socialministeren om skilsmisseudspil
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) vil gøre det lettere at være skilsmissefamilie.
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) vil gør det lettere for skilsmissefamilier at håndtere konflikter.
Derfor vil hun foreslå et nyt system, der samler de mange instanser, der håndterer skilsmissesager, i en enkelt instans.
Hvorfor er der behov for et nyt system for skilsmissefamilier?
- Det er uholdbart, at systemet, som det er i dag, kan være med til at optrappe konflikterne. Vi skal være familiernes medspiller frem for modspiller.
Hvad forestiller du dig konkret med ét samlet system?
- Vi har fået en klar opgave. Vi skal have ét system for familierne. Den klare tegning af, hvordan det bliver sammensmeltet, får vi i løbet af et halvt år. Og så går vi i forhandlinger med de andre partier om, hvordan det præcis kommer til at se ud.
Man kan forestille sig, at det bliver billigere for det offentlige at samle instanserne til et system. Er det en spareøvelse?
- Jeg har ikke regnet det som et spareforslag. Hvis man skulle regne på, hvad det vil koste, så tror jeg, man med gru vil konstatere, hvad prisen er for at være i konflikt i årevis.
- Jeg tør ikke gætte på, om det konkret kommer til at blive billigere, men det er ikke det, der ligger i visionen med at skabe et nyt system.
Socialdemokraterne erklærer sig enig i det udspil, du er kommet med. Hvorfor vil I først nedsætte en arbejdsgruppe i stedet for at forhandle det på plads med det samme?
- Vi er nødt til at have de helt konkrete forslag i forhold til opbygningen på plads.
- Jeg er glad for reaktionen fra Socialdemokraterne, men det kendetegner også det her område, at vi blandt de politiske partier løbende har drøftelser om, hvordan vi kan forbedre, at så stor en del af skilsmissesagerne er skadelige.
Hvad er succeskriteriet?
- Mellem 10 og 20 procent af alle skilsmissesager er i dag højkonfliktsager. Succeskriteriet for mig er, at børn ikke skal opleve, at sager kan trække i langdrag, som de gør det i dag.
- Alle de bidrag, der findes i dag, er en åben invitation til slåskamp. Min ambition er, at skilsmisse er noget, vi kan finde ud af som familier, fordi der er et samlet system, der hjælper os, i forhold til de behov vi har.
- I den ideelle verden vil der slet ikke findes konfliktfyldte sager i fremtiden. Men sådan er det desværre ikke. Jeg vil ikke sætte procentsatser på, men jeg tror, vi med de her indsatser kan nedbringe konfliktpotentialet.